20.04.2015

I anledning af Forskningens Døgn inviterer flere af Region Midtjyllands hospitaler hele familien indenfor. 

Kunne du tænke dig at se en ambulance indefra? Lære at sy som en kirurg? Eller måske møde terapihunden Gaia? Alt det og meget mere kan du prøve til Forskningens døgn torsdag den 23. april. Her holder hospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive og Horsens åbent hus for alle.

Mød op og få en sjov og lærerig dag med familien – med aktiviteter for både store og små.

Det sker rundt i regionen:

Regionshospitalet Viborg – åbent hus fra kl. 16-19:

Byg et hospital i LEGO og tag din bamse med på bamsehospitalet. Det er bare nogle af de aktiviteter, der står på programmet på Regionshospitalet Viborg. Her kan du også få kostvejledning, komme med jordmoderen på arbejde og meget mere.

Regionshospitalet Silkeborg – åbent hus fra kl. 16-19:

På hospitalet i Silkeborg er der mulighed for at blive klogere på dig selv. Du kan få testet din kondition og balance og udforske dine evner som kirurg. Du kan også prøve kræfter med en hjertestarter og høre, hvordan noget så simpelt som lagner kan forebygge liggesår.

Regionshospitalet Hammel Neurocenter – åbent hus fra kl. 15-17:

Her står dagen i forskningen og udviklingens tegn. Hør om terapihunden Gaia, der hjælper de hjerneskadede patienter, og hør hvordan man bruger Ipads til genoptræning.

Regionshospitalet Skive – åbent hus kl. 13-17:
På hospitalet i Skive byder de på et væld af aktiviteter indenfor velfærdsteknologi. Du kan prøve kræfter med forskellige teknologiske løsninger, som kan gøre hverdagen nemmere. Prøv for eksempel den intelligente seng, som både kan være seng og lænestol og endda hjælpe patienten ud af sengen.

Hospitalsenheden Horsens – åbent hus kl. 9-12:

Kom og bliv testet for glutenintolerance. Eller lær at sy med kirurgisk simulationsudstyr. Sådan lyder nogle af tilbuddet på hospitalet i Horsens. Du kan også blive rundvist i forskningslaboratoriet og få målt din puls og dit blodtryk.

Om Forskningens Døgn

Forskningens Døgn er en landsdækkende forskningsfestival, der skal gøre os klogere på forskning. Formålet er at øge opmærksomheden og vække interesse for forskning hos den danske befolkning og skabe forståelse for den betydning, som forskning har for vores samfund og hverdag. Læs mere om Forskningens Døgn.