3. september inviterer Region Midtjylland og projekt eSkoler Midt til sin tredje netværkskonference. Denne gang handler det om produktion af læringsmaterialer og eleven som producent.

Konferencen består af to oplæg om formiddagen og fem workshops om eftermiddagen.
Jeppe Bundsgaard fra Danmarks Pædagogiske Universitet vil tale om digital dannelse og eleven som producent. Han vil fokusere på, hvordan digital dannelse i dag blandt andet omfatter kompetencer til produktion af multimodale tekster – det vil sige tekster, der er sammensat af fx skrift, billeder, lyd, levende billeder, symboler eller skemaer.

Derefter vil Nina Bonderup Dohn fra Syddansk Universitet stille spørgsmålene: Findes der noget som ’digital dannelse’ som er noget andet eller mere end digitale kompetencer? Og hvis der gør, kan vi så didaktisk designe elevers læring af det?

De fem workshops har overskrifterne: It og nye eksamensformer, Digital dannelse gennem multimodal produktion: Derfor og sådan!, Elevdesign af spil, Video som læringsmedie samt Tablets til differentiering.

Konferencen foregår 3. september 2015 kl. 9-15.30 på Tørring Gymnasium, og det er gratis at deltage. Tilmelding er dog nødvendig.
Se mere