22-01-2015


Halvdelen af alle nye langtidssygemeldte lider af en psykisk lidelse. Det viser en undersøgelse foretaget af overlæge, ph.d. Hans Jørgen Søgaard, der til dagligt er leder af Psykiatrisk Forskningsenhed Vest i Herning.


Opdagelsen indgår i en doktordisputats, som Hans Jørgen Søgaard senere i dag fredag 23. januar skal forsvare på Syddansk Universitet i Odense. 

Undersøgelsen dokumenterer desuden, at mellem hver fjerde og femte sygemeldte har en uopdaget psykisk lidelse i den forstand, at der ikke fremgår nogen psykiatrisk diagnose af den diagnose, de oprindeligt er blevet sygemeldt med. Og det selvom en psykiatrisk undersøgelse senere har vist, at det var tilfældet. 

- Det kan vanskeliggøre jobcentrenes rehabilitering af borgeren og mindske en succesfyld tilbagevenden til arbejde, hvis den enkelte af denne grund sættes i rehabiliteringsmæssige aktiviteter, som han eller hun ikke kan magte, forklarer Hans Jørgen Søgaard. 

Han understreger, at en tidlig indsats for den syge ikke nødvendigvis fører til en hurtigere tilbagevenden til arbejdsmarkedet, men ved at tage højde for den psykiske lidelse formindskes risikoen for, at lidelsen udvikler sig til kronisk angst eller depression. 

Fakta
Undersøgelsens resultater præsenteres i afhandlingen: ”Prevalence and Effect of Detecting Common Mental Disorders in Long-term Sickness Absence” ved et forsvar for den medicinske doktorgrad ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet, Auditoriet, Winsløwparken 25, 5000 Odense C den 23. januar 2015. 

Flere oplysninger
Overlæge, ph.d. Hans Jørgen Søgaard, tlf. 40 31 32 39 


opdateret: 23-01-2015

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde