Mere tryghed og bedre geografisk balance blev det politiske aftryk på den spareplan, der skal skære 699 mio. kr. af Region Midtjyllands budget.

22.06.2015:

Regionsrådet besluttede mandag aften, 22. juni, hvordan der frem til 2019 kan skæres 699 mio. kr. af regionsbudgettet. Med undtagelse af Enhedslisten står samtlige partier bag forliget.

Spareplanen har været på en længere rejse. Regionsrådet besluttede 28. januar 2015, at der skal udarbejdes en spareplan for at skabe balance i økonomien på sundhedsområdet. 27. april blev koncernledelsens oplæg til spareplan sendt i høring blandt ansatte og samarbejdspartnere. Samtidig tog den politiske debat fat, og resultatet foreligger nu i form af et forlig.

- Forløbet demonstrerer i mine øjne, at regionsrådet spiller en vigtig rolle som garant for, at det ikke alene er regneark og overvejelser om effektivitet, der skal tælle i sundhedsvæsenet. Regionsrådet har lyttet til borgernes bekymring og har prioriteret mere tryghed og en mere ligelig geografisk balance end det oprindelige udspil, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Spareplan står fast
Forliget tager udgangspunkt i de 120 forslag, som indgik i høringsudspillet fra koncernledelsen. Nogle af disse forslag gennemføres, andre gennemføres med mindre justeringer og atter andre er taget helt ud. Det sidste gælder især forslag på akutområdet.

Regionsrådsformanden understreger, at spareplanen står fast, også selv om der endnu ikke er klarhed over regionens økonomi for 2016. – Besparelserne bliver gennemført, som vi nu har aftalt. Det er rigtigt, at der efter sommerferien skal indgås en økonomiaftale med den nye regering. Men vi har allerede i spareplanen indregnet en forventet vækst på 0,6 procent, så der er brug for spareplanen, siger han.

Der udestår dog at sætte adresse på 28 mio. kr. i 2016 og 20 mio. kr. i både 2017 og 2018.

- Her vælger vi at se tiden og økonomiforhandlingerne med den nye regering an. Hvis regionerne får ekstra penge til udgifter på medicinområdet, er forligspartierne enige om at de skal gå til at dække dér, hvor vi ikke fik enderne til at nå sammen, siger Bent Hansen.

Negative konsekvenser
Bent Hansen glæder sig over, at spareplanen er vedtaget. Men regionsrådsformanden peger samtidig på, at den uundgåeligt vil få konsekvenser for både borgere og ansatte.

- Vi kan ikke skære så stor en del af budgettet, uden at det kan mærkes. Nogle borgere vil fx få længere til den service, vi leverer. Og vi bliver desværre fortsat nødt til at skulle nedlægge mange stillinger. En del vil kunne ske ved naturlig afgang, men vi kan desværre ikke undgå afskedigelser.

I det oprindelige udspil til spareplan blev det skønnet, at antallet af stillinger skulle formindskes med ca. 800 stillinger. Efter forliget er skønnet mindre, nemlig 777. Det skyldes især, at de foreslåede ændringer på akutområdet i vid udstrækning ikke gennemføres.

Regionsrådet vedtager besparelserne endeligt på rådsmøde onsdag 24. juni.

Flere oplysninger