Gå til større udgave af illustrationen

Inviterede politikere og de 40 partnere bag projektet ”midt.energistrategi” vil drøfte, hvordan vi i Region Midtjylland bedst kommer videre med omstillingen til vedvarende energi. Det foregår i Silkeborg 5. oktober.

Allerede om 20 år vil vi i Region Midtjylland kunne få tre fjerdedele af vores energi fra vedvarende energikilder. Altså hvis vi følger den energistrategi, som Region Midtjylland, de 19 kommuner samt en række energiselskaber og andre partnere har udarbejdet. 

Hvis man også medregner den strøm, som de midtjyske vindmøller producerer, men som eksporteres ud af regionen - når vi op over 90 procent. Og det er endda med de teknologier, vi kender i dag, og så vidt muligt ud fra lokale energiressourcer.

Strategi på bordet

”Det er da opløftende, at vi kan komme så langt på så forholdsvis kort tid. Nu er det et spørgsmål om vilje, handling og fortsat koordinering på tværs i hele regionen”, siger regionsrådsformand Bent Hansen.

På næste mandag, den 5. oktober, byder han velkommen til Energidebatten II i Silkeborg – et arrangement for politikere, chefer og planlægningsmedarbejdere i kommuner og regioner samt energiselskaber, videninstitutioner og andre aktører på energiområdet.

Nødvendig arbejdsdeling

Baggrunden for arrangementet er halvandet års arbejde med strategisk energiplanlægning med deltagelse af 40 midtjyske partnere. 

Strategien handler blandt andet om 750 nye store vindmøller på land, 10-20 nye biogasanlæg, mere halm og lokalt produceret flis til energi, flere varmepumper, mere industriel overskudsvarme og sol i fjernvarmen samt energibesparelser. 

Undervejs er det ifølge projektleder Louise Langbak Hansen fra Region Midtjylland blevet tydeligt, at kommunerne har forskellige muligheder og udfordringer, og at der er brug for en arbejdsdeling hvis alle skal nå i mål. 

I Vestjylland og på Djursland er der f.eks. gode muligheder for vindkraft og produktion af biomasse, mens Østjylland har bedre muligheder for at arbejde med energieffektivisering i de store fjernvarmenet og i bygningsmassen.

Apple-projektet

Et aktuelt projekt, der vil kræve samarbejde på tværs, er Apples etablering af et datacenter i regionen.
”Centret placeres i Viborg Kommune og skal have sit enorme strømforbrug dækket, blandt andet fra vindmøller i Vestjylland og på Djursland. Og derefter bør overskudsvarmen udnyttes i fjernvarmenettene i Viborg og Østjylland”, siger Louise Langbak Hansen.

For lidt biomasse

En af de overraskende konklusioner, som kom ud af analysearbejdet, er ifølge Louise Langbak Hansen, at Region Midtjylland ikke vil blive selvforsynende med biomasse – uanset at regionen arealmæssigt er
Danmarks største og har gode forudsætninger for at øge produktionen af biomasse i form af restprodukter fra landbrug og skovbrug.

”Derfor skal vi koordinere, så der ikke fejlinvesteres i anlæg, som skal bruge de samme ressourcer. Der er eksempelvis halm nok til de planlagte anlæg, men ikke til ret mange flere”, siger hun.

Lokal vækst

Ud over gevinster i form af CO2-reduktion og øget forsyningssikkerhed vil energistrategien ifølge Louise Langbak Hansen medføre nye arbejdspladser og øget lokal købekraft. 

”Når vi omstiller til vind, sol, biogas og lokal biomasse, skal vi ikke længere købe fossile brændsler udefra for 17 milliarder kroner om året. Ved at investere i lokal energiproduktion får vi øget lokal omsætning og flere job”.

Oplægsholderne

Energidebatten II den 5. oktober er den foreløbige afslutning på strategisamarbejdet, og ud over en gennemgang af de vigtigste pointer fra selve strategien byder dagen på en stribe oplægsholdere. 
Det er blandt andre Ditlev Engel og Michael Zöllner fra
Danmarks Grønne Investeringsfond. De vil skitsere energiomstillingen som en global udfordring og en lokal forretningsmulighed.
Tre af regionens aktører vil fortælle om deres erfaringer med den grønne omstilling, nemlig direktør Klaus D. Johansen fra Horsens Bioenergi, direktør Christian Niederbockstruck fra Fjernvarme
Horsens a.m.b.a og direktør Jacob Møller fra RAH a.m.b.a.

 

Se invitation og program for Energidebatten 
Se kort version af ’midt.energistrategi’, samt slutrapporten (fælles mål, handlinger og strategi forrest og kommune- og regionsspecifikke sider bagest).


Billedtekst: De grønne søjler viser andelen af vedvarende energi (VE) inden for regionen i 2007 (23%) og 2013 (33%) – samt den andel, som vil kunne opnås ved fuld implementering af ’midt.energistrategi’ i 2035 (69%). Den orange søjle viser den andel el fra vindkraft, som produceres i Region Midtjylland og eksporteres ud af området. Med den opnås en VE-andel på 94 procent.
Illustrationen er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. 

 


Flere oplysninger:

Bent Hansen, formand for 
Regionsrådet i 
Region Midtjylland 
Telefon: 7841 0010 / 4031 3707 
bent.hansen@rr.rm.dk

Henrik Brask Pedersen 
Afdelingschef 
Regional Udvikling 
Region Midtjylland 
Telefon: 7841 1800 
henrik.brask@ru.rm.dk

Louise Langbak Hansen
Udviklingskonsulent 
Regional Udvikling 
Region Midtjylland 
Telefon: 7841 1808, 23410169 

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer