søren_svenningsen_1200x628.jpg

De fleste ved, at de skal kontakte deres egen praktiserende læge, hvis de har helbredsproblemer. Men ved du, at det også gælder, hvis du bliver akut syg eller kommer til skade?

Der er flere grunde til, at det er bedst at kontakte sin egen læge, forklarer Søren Svenningsen, praktiserende læge og formand for lægevagtudvalget i Region Midtjylland:

– Din egen læge kender dig og har adgang til oplysningerne i din journal. Det har lægevagten ikke.

Hvis du har en kronisk sygdom eller symptomer, som ikke er alvorlige, men alligevel gør dig nervøs, er det en fordel at tale med en fagperson, som kender dig og din sygdomshistorik.

– Din praktiserende læge kender også til din personlighed. Måske er du typen, som let bliver bekymret og har behov for at tale med nogen om din tilstand. Eller typen, som kun kontakter lægen i yderste nødstilfælde. Den viden har også betydning for, hvordan du får den rette hjælp, uddyber han.  

Kan det vente til næste dag?

Du kan som regel komme i kontakt med din læge eller lægens personale alle hverdage mellem kl. 8 og 16.

– Hvis du bliver akut syg eller kommer til skade uden for dette tidsrum, kan du kontakte lægevagten. Men vær opmærksom på, at lægevagten udelukkende tager sig af akut opstået sygdom og skader, der ikke kan vente på, at din egen læge har åbent, understreger Søren Svenningsen.

– Så overvej, om det kan vente til dagen efter, inden du ringer til lægevagten, opfordrer han:

– Lægevagten vil meget gerne tale med syge borgere, som har behov for akut hjælp. Hvis andre borgere kontakter lægevagten med receptfornyelser eller ikke-akutte lidelser, tager det tid fra de akutte patienter.

Læge, lægevagt eller 1-1-2

Det er svært at være helt specifik om, hvornår du skal kontakte din egen læge, lægevagten eller 1-1-2 ved akut sygdom og skader.

– Det er ikke forbudt at ringe og spørge, hvis du har det dårligt og er i tvivl, siger Søren Svenningsen. 

Generelt gælder det, at du skal:

  • Ringe til din egen læge i åbningstiden – også når det er akut. Din egen læge kender dig bedst.

  • Ringe til lægevagten, når din egen læge holder lukket – hvis det ikke kan vente til i morgen eller på mandag.

  • Ringe 1– 1– 2, når det handler om en alvorlig ulykke eller livstruende sygdom med symptomer som alvorlig åndenød, lammelser og stærke brystsmerter.

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.