Udgivet d. 2. september 2020johan_frederik_arendt_lowres.jpg

Spisevaner og sygdomme kan forårsage mangel på B12-vitamin.

Alle kroppens celler har brug for B12-vitamin. Det medvirker til, at der dannes blodceller og hjælper organer og nervecellerne med at fungere normalt.

– Kroppen kan ikke selv danne B12-vitamin, så der er risiko for at udvikle B12-mangel, hvis du ikke får tilstrækkeligt gennem kosten, eller din krop har svært ved at optage vitaminet, forklarer læge og forsker Johan Arendt fra Aarhus Universitetshospital.

Aktuelt vælger mange at skrue op for den grønne mad og droppe kød af hensyn til klimaet og deres egen sundhed.

Men hvis du spiser 100% vegetarisk eller vegansk, får du ikke det B12-vitamin, som din krop har brug for.

– Det er kun et problem for dem, som helt undlader at spise kød, fisk, æg og mælkeprodukter. Man kan sagtens skære ned på indtaget af animalske fødevarer og stadig få tilstrækkeligt med B12-vitamin, siger Johan Arendt.

Ældre risikerer B12-underskud

Lægen indkredser 4 andre grupper, som har risiko for at udvikle B12-mangel:

  1. Ældre risikerer at komme i underskud af B12-vitamin, fordi de typisk spiser mindre, har dårlig appetit, optager næringsstoffer dårligere og har irritationstilstande og andre forstyrrelser i mavesækken.

  2. Type 2-diabetikere, som får lægemidlet metformin: Vi ved ikke hvorfor, eller hvad det betyder, men de får et lavere indhold af B12 i blodet. Så det er noget, lægerne holder øje med.

  3. Misbrugere af lattergas: Lattergas hæmmer cellernes optagelse af B12-vitamin. Man ved ikke hvilken dosis, der har en betydning. 

  4. Personer med autoimmune lidelser og tarmsygdomme, der hæmmer optagelsen af B12. Fedmeopererede og andre, som er blevet opereret i mavesækken eller tyndtarmen, kan også mangle det område i maven og tarmen, hvor vitaminet bliver optaget. 

Patienter skulle spise rå lever

B12-vitaminmangel kædes ofte sammen med blodmangel (anæmi), men 20-40% af dem, som mangler B12, har ikke en lav blodprocent, oplyser Johan Arendt.

– Det er til dels et historisk levn. For 100 år siden udviklede B12-mangel sig langsomt, men sikkert til blodmangel, som kostede mange livet. Så fandt man en virksom kur: Patienterne skulle dagligt spise et halvt kg rå lever, fortæller lægen.

Senere blev en stegt portion af indmaden dog anerkendt. I dag bruger man kun kunstigt fremstillet B12-vitamin mod B12-mangel.

Læs også:

Sådan får nok B12-vitamin

tomtallerken.jpg

Kroppen danner ikke selv det vigtige B12-vitamin. Derfor er vi nødt til at få det gennem kosten – eller på andre måder, hvis kosten ikke dækker behovet.

B12-vitaminer på menuen: Det skal du spise

Mangel på B12-vitamin kan påvirke både krop og psyke.

patientvedlaegen.jpg

Symptomer på B12-mangel kan forveksles med andre lidelser

Kontakt lægen ved disse symptomer

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.