smitte_1200x628.jpg

Håndvask kan forhindre, at du bliver ramt af en smitsom sygdom eller overfører smitte til andre.

Atju! Et lille nys kan gøre mange mennesker syge, hvis smitsomme mikroorganismer får frit spil. Men heldigvis er der flere ting, du kan gøre for at stoppe smitten.  

– En smittekæde består af en række led, som er afhængige af hinanden. Bryder man et led i kæden, kan man forhindre, at der overføres smitte fra en person til en anden, forklarer hygiejnesygeplejerskerne Karen Dyhr Pedersen, Karin Winther og Karina Lausten fra Hospitalsenhed Midt.

En smittekæde kan for eksempel være en person med influenza, som nyser i sin hånd og derefter åbner et håndtag. Lidt efter bruger en anden person håndtaget og klør sig i øjnene eller næsen, og så er smitten overført.

– Her kan smittekæden brydes, hvis den syge person nyser i et papirlommetørklæde og vasker sine hænder bagefter. Eller nyser i albuen, som alle børn lærer i dag. Den raske person kan bryde smittekæden ved at holde fingrene fra øjnene og næsen eller vaske sine hænder først, fortæller hygiejnesygeplejerskerne.

– Det er ikke kun en fordel for dig selv at bryde smittekæden – du beskytter også andre. Hvis du har et stærkt immunforsvar eller er vaccineret, kan du ofte undgå at blive syg, selvom du kommer i kontakt med smitsom virus og bakterier. Men du kan stadig overføre smitten til andre, som så risikerer at blive syge, uddyber de.

Panodilmartyrer skal blive hjemme

Når du er syg, kan du bryde smittekæden ved at blive hjemme, indtil du er helt rask, fremhæver hygiejnesygeplejerskerne:

– Det kommer selvfølgelig an på både sygdommen og dit job, om du risikerer at smitte andre. Men hvis du arbejder med børn, sundhed eller fødevarer og har en smitsom virussygdom, så bliv hjemme 48 timer efter, du har kastet op eller haft diarré sidste gang.

– Du risikerer at smitte andre i starten af sygdomsforløbet. Det gælder også, hvis du er en ’panodilmartyr’, som snupper et par piller og tager på job. Måske dæmper medicinen dine symptomer, men du risikerer stadig at smitte andre, påpeger fagfolkene.

Du skal vaske dine hænder – og håndklæder

Håndvask er også et effektivt våben mod smittekæder.

– Du skal bruge et helt minut på at vaske, skylle og tørre hænderne grundigt. Gør hænderne ordentligt våde og sørg for, at sæben skummer. Kom ind mellem alle fingrene – det gælder også små barnefingre, hvor det kan være svært at komme til.

Brug en neutral flydende håndsæbe. Håndsprit er ikke egnet til børn, og mange af produkterne er ikke effektive nok og giver derfor en falsk tryghed.

Brugte snotklude skal ikke ligge og flyde, men i skraldespanden i en plasticpose. Og så skal toilet og håndvask rengøres ofte. Vær især opmærksom på de steder, som hænderne rører: Toiletbrættet, skylleknappen, vandhanen og sæbedispenseren.

– Del ikke håndklæder med andre, hvis du er ramt af influenza, opkast eller diarré. Husk at vaske håndklæder ved 60 grader – det kræver 60 grader eller mere at slå virus og bakterier ihjel, slutter hygiejnesygeplejerskerne.

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.