Lars Rejnmark 1200x628.jpg

Forestillingen om, at vi kan undgå og forebygge alverdens lidelser med D-vitaminer, holder desværre ikke.

Uanset om du frygter, at mangel på D-vitamin kan føre til lidelser som diabetes, hjertekarsygdomme og kræft. Eller omvendt tror, at et solidt tilskud af vitaminet kan forebygge sygdommene. Så er meldingen fra Lars Rejnmark, overlæge og professor på Aarhus Universitetshospital, den samme:

– Det holder ikke ved nærmere eftersyn.

D-vitamin har i en årrække fået meget opmærksomhed, men det er bestemt ikke svaret på alt, fastslår han.

Godt for knoglerne

D-vitamin – og mangel på samme – er blevet kædet sammen med blandt andet diabetes, depression og kræft efter nogle statistiske observationer af, at personer med lavt indhold af D-vitamin i blodet havde øget risiko for en række forskellige sygdomme.

Men det afspejler snarere personernes kostvaner og manglende fysisk aktivitet – det er ikke D-vitamin, som er årsagen, forklarer Lars Rejnmark:

– De seneste år har en lang række kontrollerede undersøgelser dokumenteret, at D-vitamin ikke gør nogen forskel for hjertekarsygdomme, ligesom D-vitamintilskud ikke reducerer risikoen for at få diabetes eller kræft.

– Desværre, for det ville da være fint, hvis vi kunne forebygge og forhindre folkesygdomme med D-vitaminer. Men det kan vi altså ikke, tilføjer professoren.  

Selvom D-vitaminer ikke er et quickfix, der kan helbrede eller forebygge livsstilssygdomme, så spiller det stadig en vigtig rolle for vores sundhed. 

D-vitamin er godt for vores knogler. Vitaminet regulerer blodets og knoglernes optagelse af kalk og er med til at sikre, at vores celler udvikler sig normalt.

Kroppen danner selv D-vitamin, når huden udsættes for sollys. Vitaminet findes også i fødevarer – især i fed fisk, men også i kød, æg og ost.

– Det er ikke sundt at mangle D-vitamin, men hvis man spiser varieret og kommer udendørs, er risikoen for D-vitaminmangel ikke særlig stor.

Svinger naturligt hen over året

En blodprøve kan vise niveauet af D-vitamin i kroppen. Det svinger naturligt hen over året. Helt på linje med andre fagfolk mener Lars Rejnmark, at personer med en almindelig sund livsstil ikke behøver at rende lægen på dørene for at få målt blodets indhold af D-vitamin. Undersøgelsen bør være forbeholdt personer med øget risiko for knoglebrud og svær D-vitaminmangel.

Nedsat muskelkraft og smerter i knoglerne er typiske symptomer på D-vitaminmangel. Der har været snak om, at træthed og nedtrykthed kunne være symptomer på D-vitaminmangel, men det har ikke noget på sig, med mindre at man har udtalt mangel, og det er meget sjældent, fortæller Lars Rejnmark.

– Det er vigtigt at vide, at D-vitamin ikke spiller så stor en rolle for vores helbred, som mange måske forestiller sig. Det kan jo være, at man fejler noget andet, men udsætter at blive diagnosticeret, fordi man tror, det handler om mangel på D-vitaminer. Hvis man har det dårligt, skal man kontakte sin læge, slutter han.

Sådan får du nok D-vitamin

Lidt sommersol og fed fisk et par gange om ugen sikrer de fleste nok D-vitamin. Et lille vitamintilskud kan være o.k., men hold igen med doserne, anbefaler professor. Læs mere om det her:
Sådan får du nok D-vitamin – året rundt

De danske sundhedsmyndigheder anbefaler dog, at visse befolkningsgrupper får et dagligt tilskud af D-vitamin. Læs mere om det her:
Tjek listen: Bør du tage et ekstra tilskud af D-vitamin?

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.