Fra spædbørn til ældre – her er de befolkningsgrupper, som anbefales et dagligt tilskud af D-vitamin.

Hvis du spiser en sund og varieret kost, får du masser af vitaminer og mineraler og har generelt ikke behov for at tage et ekstra tilskud af D-vitaminer. De danske sundhedsmyndigheder anbefaler dog, at følgende befolkningsgrupper får et dagligt tilskud af D-vitamin:

  • Børn fra 2 uger til 2 år. I de to første leveår er der en risiko for, at børn ikke får D-vitamin nok, fordi de skal beskyttes mod direkte sol på kroppen. Modermælk indeholder heller ikke tilstrækkeligt D-vitamin til at dække barnets behov. Anbefalet dosis: 10 mikrogram dagligt i form af D-vitamindråber.

  • Børn og voksne, der ikke er ret meget udendørs eller undgår sollys kan have svært ved at danne nok D-vitamin. Anbefalet dosis: 10 mikrogram dagligt.

  • Børn og voksne, der er mørke i huden eller går med en tildækkende påklædning som lange ærmer og lange bukser eller kjoler om sommeren. Anbefalet dosis: 10 mikrogram dagligt.

  • Gravide. Anbefalet dosis: 10 mikrogram dagligt i hele graviditeten. 10 mikrogram D-vitamin er den typiske dosis i en multivitaminpille til gravide. Gravide, som ikke drikker mælk eller spiser mejeriprodukter, bør kombinere D-vitamintilskuddet med et kalktilskud.

  • Ældre. For at forebygge fald og knoglebrud anbefales ældre over 70 år et dagligt D-vitamintilskud. Anbefalet dosis: 20 mikrogram dagligt kombineret med et kalktilskud på 800-1000 mg.

  • Personer i plejebolig og hjemmepleje – uanset alder. Anbefalet dosis: 20 mikrogram dagligt kombineret med et kalktilskud på 800-1000 mg.

  • Personer med øget risiko for osteoporose – uanset alder. Anbefalet dosis: 20-40 mikrogram dagligt kombineret med et kalktilskud på 800-1000 mg.

Kilder: Overlæge og professor Lars Rejnmark, Aarhus Universitetshospital og Fødevarestyrelsen.

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.