Slik lidt sommersol og spis fed fisk et par gange om ugen. Et lille vitamintilskud kan være o.k., men hold igen med doserne, anbefaler professor.

Solskin i sommerhalvåret og fed fisk på tallerken et par gange om ugen.

Sådan lyder ’opskriften’, som kan sikre de fleste tilstrækkeligt med D-vitaminer.

Vi danner mest D-vitamin via huden og får resten gennem kosten, forklarer overlæge og professor på Aarhus Universitetshospital Lars Rejnmark.

Det kræver hverken strandture eller udringet badetøj at tanke D-vitaminer fra solen. Et generelt råd er, at man i sommerhalvåret opholder sig i solen tre-fire gange om ugen med blottede arme, ben og ansigt. 15-30 minutter per gang er tilstrækkeligt. Huden må ikke blive rød, for så risikerer man at udvikle hudkræft, og kroppen danner ikke D-vitamin, når huden er blevet solskoldet.  

Det er ikke nødvendigt at bruge solcreme, hvis du kun er i solen i op til 10 minutter. Ved længere ophold i solen er det en god ide.  Solbeskyttelsen spærrer for D-vitaminerne, men den blokerer sjældent helt for, at der kommer nogle D-vitaminer ud af det alligevel.

Det er kun i sommerhalvåret, at sollyset er kraftigt nok til at aktivere kroppens D-vitaminfabrik. Men D-vitaminer er fedtopløselige og lagres i kroppens fedtvæv, så organismen kan dække sit behov for vitaminer i vinterhalvåret. 

Fed fisk et par gange om ugen

Fede fisk er blandt de få fødevarer, som indeholder meget D-vitamin. Det gælder blandt andet makrel, sild, ål og især laks. Laks fra dambrug indeholder mindre D-vitamin end vildlaks. Det skyldes forskelle i fiskenes kost, alt efter om de lever frit eller i farme. 

Fagfolk anbefaler, at vi spiser fed fisk et par gange om ugen.

Der er også D-vitamin i kød, mælk, ost og æg – dog i ret begrænsede mængder. Svampe indeholder også D-vitamin.

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.

Et lille vitamintilskud

Hvis du ikke spiser fede fisk som en del af en sund og varieret kost, kan det være en god ide at supplere kosten med et lille tilskud af D-vitamin i vinterhalvåret. Vælg D3-vitamin, som svarer til de D-vitaminer, vi får via solen og mad fra dyreriget.

Med 10-20 mikrogram om dagen er du godt dækket ind. Der er ingen grund til at tage store doser af vitaminet. Tværtimod, understreger overlæge og professor Lars Rejnmark:

Undersøgelser viser, at høje doser D-vitamin kan være skadeligt og medføre bl.a. formindsket muskelstyrke og dermed flere fald.

Det er ikke muligt at få for meget D-vitamin via solen og kosten.