Hvis et overvægtigt barn skal få succes med at tabe sig, må forældre og søskende gå helhjertet med i projektet. Det viser et nyt forskningsprojekt. 

(Foto: Agata L.-Madsen, Hospitalsenhed Midt)

Som forældre til et barn med overvægt kan man tro, at hvis bare barnet følger sin sunde diæt og dyrker motion, går det nok det rigtige vej - men der skal meget mere til.

Men der skal meget mere til.

Skal barnet tabe sig og vægttabet vare ved, kræver det en livsstilsændring af hele familien. Det viser et nyt forskningsprojekt.

Marianne Eg, klinisk sygeplejespecialist og ph.d på Regionshospitalet Viborg, har studeret 10 familier i 5 år, hvor børnene havde været tilknyttet vægttabsforløbet ROS ved Regionshospitalet Viborg. Hun ser forskelle på de børn, hvis familier blot bakkede symbolsk op om vægttabet, og de børn, hvor familien gik anderledes drastisk til værks: 

- I de familier, hvor både mor, far og søskende lavede en livsstilsændring, gav det tydelige resultater. Barnet tabte sig, og fik det bedre fysisk og psykisk. Det fik også bedre livskvalitet og øget selvværd. Når familien så vægttabet som et fælles projekt, lykkedes det.

Søskende skal spise det samme

Anderledes så det ud for de børn, hvor de nye kost- og motionsvaner kun gjaldt det overvægtige barn og ikke dets søstre og brødre, fortæller Marianne Eg:

- De børn, der ikke skulle tabe sig, fik måske en ekstra portion aftensmad, eller lov til at spise chips og slik. Det gjorde det overvægtige barn ikke, og det skabte selvfølgelig konflikter.

I de familier, hvor alle faktisk levede efter de nye, sunde kostvaner, var det dog ikke lutter gammen. Mange forældre fandt det vanskeligt at takle de forskellige søskendes behov, siger Marianne Eg:

- De andre børn syntes, at kostændringerne og motionsvanerne gik ud over dem, og så blev de irriterede. Det kan få stor betydning for, hvorvidt det lykkes for det overvægtige barn at tabe sig.

Alvorlige følger

Hun anbefaler derfor, at man som familie bliver enige om at forpligte sig ét hundrede procent:

- Man skal gå ind i vægttabet som et fælles familieprojekt. Det er klart, at hvis en søster er elitesvømmer, kan der være særlige diæter, der skal følges for at kunne klare den hårde træningsmængde. Men grundlæggende synes vi, at alle familiemedlemmer skal følge de anbefalinger, vi giver i behandlingen. 70-80 procent af de børn, som er overvægtige, vil også være overvægtige som voksne. Mange overvægtige børn bliver også mobbet og fortæller måske ikke forældrene, hvor dårligt de har det. Så det er vigtigt, at vi får stoppet det. 

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.