Udgivet d. 6. december 2017Kvinde kigger på graviditetstest

Hvad gør vi forkert? Sådan spørger mange par sig selv, når graviditetstesten gang på gang er negativ. Frygten for ufrivillig barnløshed er et stort psykisk pres. Her er nogle gode råd til at få lidt mere ro på. 

Karrierer, fritidsinteresser, venner, selvrealisering, og en dag: Nu er vi klar til at blive forældre!

Mange går til sagen med ihærdig projektlederånd: Først skal vi gøre sådan, så skal vi gøre sådan … Forventningspresset er stort, ikke mindst fra en selv.

Det er bare ikke altid, at plan A virker. Eller plan B. Det skønnes, at mellem 10 og 20% af alle par oplever en periode med ufrivillig barnløshed i løbet af livet.

Omvendt fortæller statistikken også, at op mod 90% af unge, raske par under 30 år har held med sig efter et års forsøg. Så der er håb forude – for de fleste. 

Slå koldt vand i blodet:

  • Generelt skal man have forsøgt 1 år for at komme i betragtning til en fertilitetsbehandling. Kriterierne for barnløshed defineres officielt som ’manglende graviditet i mere end 1 år hos et par med regelmæssigt samleje.’

    Det gælder naturligvis ikke par, hvor der eksempelvis er problemer med sæd/æggeledere. Hos ca. 10% af alle undersøgte kan man ikke finde årsagen, dette kaldes uforklaret barnløshed.

    Hos unge, raske par er sandsynligheden for at opnå graviditet i løbet af en menstruationsperiode 20-25%

    Med andre ord: Det tager tid at få børn. Og husk at gøre noget ved sagen – det rækker ikke at gå i seng sammen 1 gang om måneden under ægløsningen.

  • Tal med andre, der oplever – eller har oplevet – samme situation. Erkendelsen af, at man måske ikke kan blive gravid den naturlige vej, kan være belastende, og omgivelserne har ikke altid den store forståelse for presset.

    Desuden er det ikke et emne, man lige smider ind i en onsdags-snak over frokosten i kantinen.

    Derfor kan det være meget givende at få en snak med mennesker i samme båd. Der er flere med disse problemer, end man lige skulle tro. 

Kilde: Sundhed.dk m.fl.

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.

Hvad kan infertilitet skyldes?

I en tredjedel af tilfældene finder man årsagen til barnløshed hos kvinden. Nøjagtigt samme statistik ses hos manden, og hos den sidste tredjedel af de undersøgte par har begge problemer med frugtbarhed.

De hyppigste årsager er nedsat sædkvalitet, manglende ægløsning eller beskadigede æggeledere. Mandens problemer kan – som hos kvinderne – være opstået efter infektioner, som f.eks. klamdyia. Dårlig sædkvalitet skyldes også ofte genetik og medfødte defekter. Mandens alder har desuden en betydning for sædcellernes effektivitet – efter 30 år forringes den gradvist. 

Kilde: Sundhed.dk

Tilmeld dig Din guide til sundhed

Du kan hver måned få et nyt nummer af Din Guide til Sundhed, hvor du får gode råd om sundhed. 

Tilmeld dig her.