Udgivet d. 6. december 2017Helle OlesenMed 6.000 børn og en succesrate på 75% gør Fertilitetsklinikken i Skive det rigtig godt. Det er dog overlægens ønske, at så få vordende forældre som muligt får behov for hjælp til at få et barn, fordi barnløshed er ”meget hårdt”. Rådet lyder derfor: Få børn, inden I bliver for gamle. 

I september 2017 rullede en pølsevogn ind på Fertilitetsklinikken i Skive, og der blev brygget baljer af kaffe. Klinikken fejrede 20 års jubilæum, og 500 mennesker mødte op for at se stedet – blandt dem en masse børn, som blev undfanget i præcis disse lokaler. 

6.000 små personer er siden 1997 blevet hjulpet til verden hér, hvor biologisk forskning og store følelser syder sammen. 

- At så mange havde behov for at besøge klinikken igen, var helt overvældende. Det gik op for os, at vi stadig benytter det samme rum til ægudtagning, og det kunne vi jo vise frem for forældre og børn, fortæller Helle Olesen Elbæk, overlæge og klinikchef på Fertilitetsklinikken, Regionshospitalet Skive. 

”Dine æg har samme alder, som du har”

Klinikken i Skive behandler barnløse, der er henvist fra egen læge eller gynækolog. 75% af patienterne forlader matriklen med en lillebitte, ny borger i maven.

Det lykkes typisk takket være hormonstimulering og IVF-behandling, også kaldet reagensglasmetoden, men i flere tilfælde tilbydes også insemination, hvor sæden indføres direkte i livmoderen.

- Det sidste gør vi dog ikke, hvis kvinden er fyldt 38 år, for så er chancerne for graviditet med insemination for små, forklarer Helle Olesen Elbæk - og minder om, at de æg, en kvinde har i æggestokkene, er nøjagtigt så gamle som hun selv.

Af samme grund kan et par ikke få henvisning til offentlig fertilitetsbehandling, hvis kvinden er fyldt 40 år. Æggene ligger ikke og holder sig friske i kroppen – som hønseæg i køleskabet. 

- Vi kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at få børn så tidligt som muligt, siger overlægen. 

Det er i øvrigt ikke lovligt i Danmark at nedfryse sine æg, mens man er helt ung, med mindre der er en medicinsk årsag, for eksempel en forestående kræftbehandling. 

Desværre ingen psykolog på afdelingen

Hun er i høj grad bevidst om det pres, et moderne par kan være under karrieremæssigt osv., og den psykologiske del af infertilitet ligger hende meget på sinde.

- Flere undersøgelser viser, at barnløshed kan være ligeså voldsomt psykisk som en kræftdiagnose. Vi kan desværre ikke tilbyde psykologhjælp ved fertilitetsbehandling i Danmark, men i samtalerne med patienterne gør vi meget ud af at sige: ’Vi har styr på det praktiske, vi er professionelle og eksperter i lige præcis denne behandling’, siger Helle Olesen Elbæk.

Læs også:

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.

Disse behandlinger kan barnløse få

Hvert år bliver der født ca. 65.000 børn i Danmark, heraf er 8-10 pct. resultatet af assisteret reproduktion. Det svarer til, at der i en almindelig skoleklasse sidder 1-2 børn skabt på denne måde.

Som patient får man efter udredning skræddersyet en behandling. Det kan være den mest kendte, IVF (reagensglasbehandling), hvor æg og sæd forenes uden for livmoderen og herefter indføres under kontrollerede forhold. Der er også tilfælde, hvor en kvinde ikke har brugbare æg, og klinikken kan så hjælpe med donerede æg. Det samme gælder sædceller.

Det samlede behandlingstilbud i det offentlige er 3 forsøg. 

Tilmeld dig Din guide til sundhed

Du kan hver måned få et nyt nummer af Din Guide til Sundhed, hvor du får gode råd om sundhed. 

Tilmeld dig her.