Udgivet d. 10. maj 2021

kvindesolbader1200x628.jpg

Selvom fortidens solbrune sommerminder for længst er falmet, så har huden ikke glemt de mange timer under solen.

En del af solens lys består af skadelige UV-stråler, der kan give modermærkekræft. Antallet af patienter med modermærkekræft er steget markant inden for de seneste årtier.

– Modermærkekræft rammer alle aldre, men risikoen stiger med alderen. Vi ser flere nye tilfælde hos yngre kvinder, og samtidig er der flere mænd over 70 år, som dør af sygdommen, fortæller overlæge Lars Bjørn Stolle fra Plastik- og Brystkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

– Det skyldes i høj grad forskellig adfærd hos de to køn: Kvinder er generelt mere opmærksomme på deres hud og søger læge og bliver behandlet i tide. Mænd går længere med symptomer på sygdommen uden at blive undersøgt. Når de endelig kommer afsted, er det som regel på opfordring fra konen eller datteren, uddyber overlæge Henrik Lorentzen fra Dermatologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

God mulighed for helbredelse ved hurtig indsats

I Danmark konstateres der hvert år over 4.000 nye tilfælde af modermærkekræft og forstadier til sygdommen.

Det er den farligste form for hudkræft, men der er gode muligheder for at blive helbredt, hvis kræften opdages hurtigt og ikke når at sprede sig til andre organer.

– Så man kan selv gøre en stor forskel med egenomsorg og sunde solvaner, fremhæver overlægerne.

95% af alle tilfælde af modermærkekræft skyldes sollys.

Kun meget få tilfælde skyldes arvelige forhold. Så det er en ren livsstilsygdom, der udspringer af vores soldyrkelse, rejsevaner og solariebrug.

Solbrændthed har gennem årtier været et symbol på sundhed, selvom det ret beset er et tegn på, at huden forsøger at beskytte sig mod solens skadelige stråler.

– Det solbrændte ideal stammer bl.a. fra fortidens tuberkulose-epidemier, hvor patienterne blev behandlet med solid kost og sollys på landets sanatorier. På den måde blev solbrun hud forbundet med sundhed, indskyder Henrik Lorentzen.

Lys hud er mere udsat

Risikoen for at udvikle modermærkekræft varierer med, hvilken hudtype du har. I Norden er der mange lyse og rødblonde med hudtyper, der tåler mindre sollys end mørkere hudtyper.

Pigmentcellerne i den lyse hud yder ikke den samme naturlige beskyttelse mod sollyset.  

Nogle modermærker er medfødte, mens andre kommer i takt med, at huden udsættes for sollys. Modermærkekræft opstår på grund af mutationer i pigmentcellerne.

Ultraviolet lys, herunder sollys, er årsag til mutationerne.

Solarium er også skadeligt for huden. Kvinder, som bruger solarium 1 gang om måneden, har dobbelt så stor risiko for at udvikle modermærkekræft, viser en stor nordisk undersøgelse. 

På det seneste er solbadning kommet lidt ind i varmen igen, fordi sollys er en vigtig kilde til D-vitamin. Men det er bestemt ingen undskyldning for at langtidsstege i solen, understreger overlægerne:

– Hvis blot man får en tredjedel af den lysmængde, der skal til for at give rødme i huden, så har man fået D–vitamin nok. For de fleste vil 10 minutters sol et par gange om ugen i sommerperioden være tilstrækkeligt. Du får ikke mere D-vitamin af at blive længere i solen. Det er kun skaderne i huden, der hober sig op, fastslår de.  

Tip: Hvis du vil vide mere om modermærkekræft, kan du her finde en stribe videoer, hvor de to overlæger og deres kolleger fortæller mere om sygdommen, behandling, solbeskyttelse mm.

Læs også:

Liste: Hvilke symptomer skal du være opmærksom på?

ryg1200x628.jpg

Hold øje med dine modermærker.

Se listen med symptomer her

7 gode råd mod modermærkekræft

skygge1200x628.jpg

Skån din hud for modermærkekræft

Få de 7 gode råd

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.