Udgivet d. 5. maj 2020berit_ib_christian (1).jpg

Eksperterne: Du kan ikke mærke, hvis du har for meget kolesterol i blodet, men følgerne kan mærkes i form af alvorlig hjertekarsygdom. 

Kolesterol hører til kroppens naturlige fedtstoffer og er vigtige byggesten for vores celler og hormoner. Kroppen danner selv kolesterol, og vi får det også via kosten.

Vi kan ikke undvære kolesterol, men hvis vi har for meget af det de forkerte steder, kan det have alvorlige konsekvenser for vores liv og helbred.

– Du kan ikke mærke, hvis du har forhøjet kolesterol i blodet, men følgevirkningerne kan mærkes i form af hjertekrampe og blodpropper forårsaget af dårligt kredsløb og åreforkalkning, forklarer overlæge Ib Christian Klausen og sygeplejerske Berit Storgaard Hedegaard fra Klinik for Hjertesygdomme på Regionshospitalet Viborg.  

Synlige tegn på forhøjet kolesterol kan være aflejringer af kolesterol omkring øjnene eller primært langs akillessenerne.

– Forhøjet kolesterol spiller altid en rolle ved åreforkalkning. Det begynder typisk som en let forsnævring af årerne, der kan forsvinde igen, hvis man ændrer livsstil og/eller kommer i kolesterolsænkende behandling. Har det derimod udviklet sig til en forkalkning med fedtaflejringer i årerne, kan det ikke bare forsvinde igen, men processen kan bremses ved en effektiv kolesterolsænkende behandling, fortæller overlægen og sygeplejersken.

Sunde mennesker med livstruende tilstand

Højt indhold af kolesterol i blodet kan skyldes en uhensigtsmæssig livsstil med forkert kostsammensætning, rygning, for meget alkohol og for lidt motion.

Lidelser som diabetes, forhøjet stofskifte, leversygdom, nyresygdom og nogle former for medicin kan også give forhøjet kolesterol i blodet.

Forhøjet kolesterol kan også være arveligt. Omkring 28.000 danskere har en genfejl, som betyder, at de har et meget højt indhold af kolesterol i blodet. Denne tilstand kaldes familiær hyperkolesterolæmi og er forbundet med en øget risiko for hjertekarsygdom.

50 procent af mændene er hjertesyge eller døde af hjertesygdom inden de fylder 50 år. Der er lige så mange kvinder som mænd, der arver tilstanden, men kvinder er delvist beskyttet af kvindeligt kønshormon i kroppen.

Derfor har ubehandlede kvinder kun 25 procent risiko for at dø af en blodprop i hjertet, inden de fylder 60 år.

– Det er en lumsk tilstand, for man kan sagtens føle sig rask og leve sundt, selvom man har arveligt forhøjet kolesterol (familiær hyperkolesterolæmi). Mange spiser sundt, dyrker regelmæssig motion og har en livsstil, der på ingen måde sladrer om, at de går rundt med et tårnhøjt kolesteroltal, siger Ib Christian Klausen.

Han kan ikke give et entydigt svar på, hvornår et kolesteroltal er for højt:

– Det er en individuel vurdering. Hvis du er rask, må tallet gerne ligge højere, end hvis du har øget risiko for hjertekarsygdom eller allerede lider af det. 

Hvis du har arveligt forhøjet kolesterol, er det forhøjede kolesterol allerede til stede fra livets begyndelse, og kolesterolbelastningen på blodkarrene sker derfor livet igennem, hvis ikke det behandles tidligt.

Flere typer kolesterol

Kolesterol består af flere undertyper af fedtstoffer i blodet. De vigtigste er LDL-kolesterol, HDL-kolesterol og triglycerid.

Tidligere blev LDL- og HDL-kolesterol ofte omtalt som henholdsvis det lede og det herlige kolesterol. Undersøgelser har dog vist, at et højt niveau af HDL-kolesterol ikke nødvendigvis nedsætter risikoen for hjertekarsygdom, men det kan betragtes som markør for ens livsstil.  

Der findes behandlingsmål for LDL-kolesterol, fordi sænkning af LDL-kolesterol har vist sig at kunne nedsætte risikoen for hjertekarsygdom.

Triglycerid er et fedtstof i blodet, der er under stor indflydelse af den daglige levevis. For meget alkohol, sukker og mættet fedt i kosten kan resultere i forhøjet triglycerid.

Lp(a) er specielle kolesterolholdige partikler af LDL-typen, som er arveligt bestemt. Personer, som er disponeret for et højt niveau, har øget risiko for hjertekarsygdom.

 

Læs også:

Bør du få målt dit kolesteroltal? Få eksperternes svar

Læge: Tjek din slægtshistorie for tidlige hjertedødsfald

Selvom du spiser sundt, motionerer flittigt og holder vægten, kan det være klogt at få tjekket dit kolesteroltal.

Dit stamtræ kan sladre om risiko for forhøjet kolesterol

Det kan du selv gøre for at have et sundt kolesteroltal

 

Det kan du selv gøre for at have et sundt kolesteroltal

Få en række råd om kolesterol-fornuftig levevis.

Liste: Dette kan flytte kolesterol-tallet i den rigtige retning

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.