Udgivet d. 3. juni 2020Lotte_fynne_1200x628.jpg

Læge: Vi skal blive bedre til at tale om afføringsproblemer og få gjort noget ved dem.

Når enden er god, er alting godt. Den velkendte talemåde kan du sikkert nikke genkendende til, hvis du er en af de mange tusinde danskere, som lider af forstoppelse.

Det tærer i høj grad på livskvaliteten, hvis man har problemer med at komme af med afføringen.

Omkring 20 procent af befolkningen døjer med forstoppelse. Det svarer til hver femte af os. Alligevel går de fleste stille med det:

– Når vi taler med naboer, kolleger og familie om, hvordan det går, fortæller vi gerne åbent om alverdens lidelser og udveksler trøstende ord og tilbud om hjælp. Men kun de færreste fortæller om besvær med afføringen. Mange er forstoppede i årtier og nævner det aldrig – heller ikke for lægen, siger speciallæge og forsker i mave-tarm-lidelser Lotte Fynne fra Regionshospitalet Silkeborg.

Hun har sammen med specialsygeplejerske Gerd Johnsen skrevet håndbogen ’Fra ende til anden’, som sætter fokus på række almindelige afføringsproblemer, og hvad man kan gøre ved dem eller få professionel hjælp til. 

Lotte Fynne opfordrer til, at man gør sig fri at tabuet og får gjort noget ved problemet i stedet for at acceptere et livsvilkår, der ikke behøver at være på denne måde.

- Hvis det handler om liv og død, er forstoppelse ikke en farlig lidelse. Men den er drønhamrende farlig for livskvaliteten. For nogle kan forstoppelse medføre, at de isolerer sig fra andre eller fravælger at få uddannelse og børn, fortæller Lotte Fynne.

Føler du dig tømt og tilpas?
Sæt dig ned, giv slip på afføringen og få fornemmelsen af at være tømt og have det godt. Sådan lyder ’opskriften’ på et uproblematisk toiletbesøg ifølge Lotte Fynne.

– Hvis du skal presse for at komme af med afføringen og ikke føler dig ordentligt tømt, så er det nok forstoppelse, siger hun.

Mange har forstoppelse uden at vide det, for det er hverken hyppigheden eller konsistensen af afføringen, der tæller.

– Du kan godt have forstoppelse, selvom du har tynd afføring flere gange dagligt. Og omvendt er det ikke forstoppelse, hvis du kun har afføring hver tredje dag – så længe du ikke skal presse og føler dig tømt og godt tilpas bagefter, uddyber Lotte Fynne.

Forstoppelse kan ramme kortvarigt i perioder, hvis du f.eks. spiser anderledes, bevæger dig mindre, tager medicin eller er gravid.

Men den kan også komme snigende og blive en kronisk tilstand. Risikoen stiger med alderen, og kvinder er oftere ramt end mænd.

Travlhed og uvillighed til at gå på toilettet i løbet af dagen kan også spille ind, så man med tiden overhører og undertrykker signalerne fra tarmen om, at nu vil den gerne tømmes.

Fysiske gener og social isolation
Afføringsproblemer kan være en kilde til meget ubehag – både fysisk og psykisk. Forstoppelse kan give symptomer som mavesmerter, ubehag, tyngdefornemmelse, trykken i lænden, kvalme, sure opstød, appetitløshed, bøvsen, træthed og initiativløshed.

Særligt hårdt ramte kaster op med smag af afføring og må grave afføringen ud af endetarmen med fingrene.  

– Nogle forstoppelsesramte isolerer sig og har svært ved at være sociale. De bruger lang tid på toilettet og bryder sig ikke om, at det larmer, og at deres prutter er ildelugtende. De kan være oppustede og have svært ved at gå i andet end ’telttøj’. De får ondt i maven, når de spiser, og har ikke lyst til at bruge andres toilet, fortæller Lotte Fynne.

– Så længe afføringsproblemer er et tabu, holder man facaden, konstaterer lægen, som oplever, at folk kan blive meget berørte, når de omsider bliver mødt med forståelse for deres besværligheder. Så der er mange gode grunde til at skylle tabuet ud.

Læs også:

Slip af med forstoppelsen

Læge Lotte Fynne forklarer, hvad kan du selv gøre mod forstoppelse – og hvornår du skal spørge lægen til råds.

8 råd til en god mavefornemmelse

7 udbredte misforståelser om forstoppelse

Bliv klogere på forstoppelse

Sætter kaffe fut i fordøjelsen? Få svaret her

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.