Udgivet d. 1. august 2017Pige bliver kæmmet for lusAlene tanken om lus får hovedbunden til at klø, og mange forældre har næsten givet op over for invasionen i børnenes hår. Vi sørger for, at det ikke sker – og afliver ikke kun lusene, men også et par fordomme. 

Vidste du, at lus lukker deres ånderør og sidder stille, når håret bliver vådt? Insekterne har et par millioner års erfaring i at tilpasse sig og undgå forsøg på udryddelse. Forældre har et par år – eller måske kun et par timers – skoling i modstandskampen mod den irriterende plage. Her kan hele familien få hjælp til at nedkæmpe lus én gang for alle. 

Hvorfor får nutidens børn lus?

Der er en helt simpelt grund til, at lus er blevet et almindeligt indslag i menneskers liv igen: De er ganske enkelt blevet modstandsdygtige over for de kemiske insektmidler, som hele befolkninger blev udsat for efter 2. Verdenskrig. 

Skyldes lus dårlig hygiejne ?

Nej, det er en hundrede år gammel fordom, at lus skyldes dårlig hygiejne og kan fjernes med shampoo. Alle moderne mennesker med et par millimeter hår på hovedet kan få lus. De 1-4 millimeter lange, flade insektparasitter ses som regel hos mindre børn, fordi deres små hoveder er tættere på hinanden i hverdagen. 

Kan lus hoppe eller flyve fra hoved til hoved?

Nej, lus har ikke vinger, og de sidder ikke og planlægger at springe fra et barnehoved i klassen til et andet. De hager sig fast, og hvis man ser en lus falde uprovokeret ud af håret, er den som regel ved at dø og tørre ud. Der er derfor sjældent grund til at lægge familiens sengetøj i kummefryseren eller gå rundt i epidemi-dragter i dagevis, hvis man opdager lus. De smitter ved nærkontakt med tryk på nær

Hvis man alligevel ønsker, kan man forsøge  sig med følgende:

  • Sengetøj og andre tekstiler, som har været i kontakt med aktuelt hudområde, vaskes i varmt vand ved minimum 60 grader, eller fryses.
  • Tøj lægges f.eks. i plastikpose i fryseren 1 døgn.
  • Tøj kan også hænges væk til luftning i 2 døgn. 

Det vigtigste er at opdage lusene tidligt, da hurtigt indsættende behandling nedsætter risiko for videresmitte. 

Hvordan opdager man lus hos børn?

Lus klør, fordi mennesket får en allergisk reaktion over for parasitternes spyt, men den kløen varierer i kraft fra menneske til menneske og opstår ikke altid med det samme. Det er derfor vigtigt at tjekke barnet ofte, ikke mindst, når der meldes om luseangreb i skolen eller daginstitutionen.

Lus lægger ofte deres æg i tindingen, nakken eller bag ørene og er nemmere at spotte der.

De sorte æg sidder som perler på en snor og skal fjernes, ellers udklækkes de efter ganske kort tid. De hvide æg er skaller, som er tilbage efter udklækningen, og kan sidde i håret, længe efter personen er lusefri.

Brug en lup i opsporingsarbejdet og lad gerne børnene deltage – der kan gå sport i det. 

Hvordan slår man lus ihjel og undgår flere?

I vådt hår lukker lusene deres ånderør og sidder stille, hvilket giver en mulighed for at kæmme dem ud. Man kan købe flere midler på apoteket som assistance i kampen, men håndkøbsmidler dræber ikke altid lusene – og slet ikke æggene.  

Gentagne kæmninger i vådt hår med masser af balsam og gode kæmmekamme er derfor den bedste behandling.

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.

Udryd lus uden kemi

Ganske almindelig hårbalsam er som sagt det vigtigste middel i aflusningen. Lusene sidder bomstille og holder bogstavelig talt vejret i det våde miljø, og de klæbende ingredienser får dem til at slippe grebet i hårstråene. Tør kammen af i køkkenrulle undervejs, så lusene ikke kommer retur i hårpragten.

 

Væbn dig med tålmodighed

  • Mindre end 70% kan forvente at blive kureret efter endt behandling.
  • Der er tiltagende forekomst af resistens mod behandlingsmidler.

Når behandlingen ikke virker, kan det skyldes:

  • At den ikke er korrekt gennemført.
  • At lusene er resistente overfor behandlingsmidlet.
  • At ikke alle smittede er behandlet samtidigt, og at der derfor forekommer smitter mellem hinanden – ofte i skolen.

Tilmeld dig Din guide til sundhed

Du kan hver måned få et nyt nummer af Din Guide til Sundhed, hvor du får gode råd om sundhed. 

Tilmeld dig her.