Udgivet d. 6. oktober 2020influenza_kanyle.jpg

Spørg lægen til råds, hvis du er i tvivl: Skal du vaccineres mod influenza og pneumokokker?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du bliver vaccineret mod influenza, hvis du:

  • er 65 år eller ældre.
  • er førtidspensionist.
  • har visse kroniske sygdomme, f.eks. KOL eller astma.
  • er gravid og mere end 12 uger henne.
  • er svært overvægtig.
  • har sygdomme, hvor din læge vurderer, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko.
  • bor sammen med en, som har svækket immunforsvar (efter lægens vurdering).
  • sundhedspersonale, der er i kontakt med patienter, er også omfattet af tilbuddet om gratis vaccination i år.

Tilhører du en af disse grupper, kan du få vaccinationen gratis fra 1. oktober 2020.

Vaccination mod pneumokokker anbefales og er gratis, hvis du:

  • er 65 år eller ældre.
  • bor på plejehjem eller i plejebolig.
  • lider af udvalgte kroniske sygdomme.
  • har særlig risiko for at udvikle alvorlig pneumokok-sygdom.  
  • Vaccination mod pneumokokker har siden 2007 været en del af det danske børnevaccinationsprogram.
  • I topform, men med øget risiko for sygdom

Hvis du er fyldt 65 år og føler dig sund og rask, kan du måske være i tvivl, om det overhovedet er nødvendigt at blive vaccineret mod influenza og pneumokokker.

– Mange ældre er heldigvis aktive og har et godt helbred, men de er stadig i risikogruppen, når det gælder influenza og lungebetændelse. Immunforsvaret svækkes hos alle ældre, men vi kan ikke måle det, og vi ved ikke, hvornår det sker. Derfor er en god idé at dække sig ind i tide og blive vaccineret, inden man bliver syg, forklarer Thomas Clausen, som er praktiserende læge.

Det samme gælder, hvis du tilhører en af de andre grupper, som anbefales vaccination.

– Du kan sagtens føle dig 100 procent rask, selvom du er svært overvægtig eller har kroniske sygdomme som astma eller KOL. Men du har en øget risiko for at få alvorlige komplikationer, hvis du får influenza eller lungebetændelse. Og det er uforudsigeligt, hvem i grupperne, der bliver ramt, forklarer lægen.

Du kan blive vaccineret mod influenza og pneumokokker hos din læge, på vaccinationsklinikker, på apoteker og flere andre steder.

Thomas Clausen anbefaler, at du bliver vaccineret hos din egen læge, som kender din sygdomshistorik:  

– Så spørg lægen til råds, hvis du er i tvivl, om du skal lade dig vaccinere, siger han.  

Lægen kan også skønne, om du er i risikogruppen, hvis du selv er i tvivl om det.

Læs også:

Lægen: Skån dig selv og andre for sygdom

Sæsonens stik har få bivirkninger

Her er de typiske bivirkninger ved vaccinationer mod influenza og pneumokokker

Lægen svarer: Kan man få influenza af influenza-vaccinationen?

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.