Udgivet d. 23. september 2021

Man kan godt forhindre, at ens barn bliver smittet med RS-virus, selvom det er er en meget smitsom luftvejsinfektion.

RS-virus smitter ved indånding og kontakt med f.eks. legetøj, hænder, dørgreb og andet, hvor der kan sidde dråber fra spyt eller snot.

- Derfor er der ikke meget nyt under solen i forhold til at forhindre smitte: Det handler primært om god håndhygiejne, forklarer Mette Holm, som er overlæge på Børn og Unge-afdelingen på Aarhus Universitetshospital og klinisk lektor på Aarhus Universitet.

Brug de kendte råd mod smitte

Smitte med RS-virus rammer typisk større børn og voksne som en almindelig forkølelse, mens de mindste kan blive hårdere ramt.

- Hvis mor, far eller større søskende bliver forkølede, så er det vigtigt at bruge rådene om god håndhygiejne, som langt de fleste af os heldigvis har fasttømret på rygraden efter halvandet år med corona-pandemien. Sørg også for at lade være med at kysse barnet i ansigtet, hvis man er forkølet, fortæller overlæge Mette Holm.

Den gode håndhygiejne er vigtig, men der er også andre gammelkendte råd, der kan hjælpe med at stoppe smitten.

- Man bør også overveje hvor mange mennesker ens barn skal være sammen med lige for tiden, hvor der er meget smitte med RS-virus. Jo færre mennesker barnet ses med, jo mindre er risikoen for at blive smittet, fortæller overlæge Mette Holm.

Hvis dit barn alligevel bliver syg med feber og snot, så er det ikke nødvendigvis RS-virus. Det er heller ikke som udgangspunkt vigtigt at blive test for RS-virus. Det vigtige er, hvordan barnets almentilstand er. Det kan du læse mere om i artiklen her

Læs også:

Overlæge: Mange bliver smittet, men få bliver alvorligt syge

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.