Udgivet d. 29. november 2018trygfonden-hjertelober-3 (2).jpgSom hjerteløber kan du være med til at øge chancen for, at flere kan overleve et hjertestop

I oktober 2018 lancerede Region Midtjylland ’Trygfonden Hjerteløber’, der er en ordning af frivillige, som stiller sig til rådighed for at hjælpe ved hjertestop.

Som hjerteløber kan du gøre en afgørende forskel ved at starte hjertelungeredning og tage en hjertestarter i brug, inden akutlægebilen og ambulancen kommer frem til et hjertestop.

Formålet med hjerteløber-ordningen er, at flere borgere overlever hjertestop. 

Du er ikke alene om opgaven

Som hjerteløber downloader du en app på din smartphone og tilmelder dig. Hvis der så sker et hjertestop i nærheden af dig, får du en alarm. Accepterer du opgaven, bliver du sendt afsted til den ene af to forskellige opgaver:

Enten skal du begive dig hen til adressen med det formodede hjertestop og begynde hjertelungeredning, eller også skal du hente en hjertestarter, tage den med til adressen og anvende den på patienten.

- Du behøver hverken at være fagperson eller hurtigløber for at blive hjerteløber. Alle over 18 år kan melde sig, fortæller Bo Nees Iversen, som er overlæge i Præhospitalet i Region Midtjylland.

Det anbefales dog, at man tager et kursus i hjertelungeredning og får genopfrisket teknikken med jævne mellemrum. Men det er ikke en forudsætning for at kunne melde sig som hjerteløber.

Når du er på en mission som hjerteløber, er der allerede slået alarm, og den professionelle hjælp er på vej. Så du er ikke alene om opgaven. Du kan få anvisninger fra appen eller fra fagfolk i telefonen, hvis du når først frem til stedet og er i tvivl om noget.

Er akutlægebilen eller ambulancen nået frem, når du ankommer, afgør mandskabet, om der er brug for din hjælp, eller om du blot skal forlade stedet igen.

Du er ikke forpligtet til at sidde på spring som hjerteløber. Der bliver altid kaldt flere hjerteløbere til et hjertestop for at øge sandsynligheden for, at der er mindst én, som har mulighed for at nå frem.

Så du skal ikke have dårlig samvittighed, hvis du ikke kan reagere på en alarm. Måske er du alene med små børn eller optaget af arbejde, så du ikke kan løbe afsted.

- Hvis du ikke havde appen, var du jo heller ikke løbet afsted. Og selv hvis du kun løber en enkelt gang, kan det jo gøre forskellen og redde liv, siger Bo Nees Iversen.

Hvis du ikke vil alarmeres, kan du slå alarmen fra eller sætte telefonen på lydløs.

Der kan komme en reaktion

Det kan være en overvældende oplevelse at være på mission som hjerteløber. Det handler om liv og død, og det hele sker på kort tid. Det er helt normalt, at man bagefter kan føle sig utilstrækkelig og tvivle på, om man gjorde det rigtige.

Som hjerteløbere får du altid en opfølgnings-sms med et spørgeskema, hvor du blandt andet bliver spurgt om, hvor påvirket du er af situationen. Hvis du er meget påvirket, har du mulighed for at blive ringet op og tale forløbet igennem med en sundhedsfaglig person.

Du må gerne snakke om dine egne oplevelser og følelser med din familie eller andre personer. Men oplysninger om patienten må du ikke dele med andre – her har du tavshedspligt. Du får heller ikke oplysninger om, hvordan det efterfølgende er gået med patienten.

TrygFonden står bag hjerteløber-projektet, der indtil videre er indført i Region Midtjylland og Region Hovedstaden. Hjerteløbere kan derfor kun blive alarmeret, når de befinder sig i de områder.

Læs mere her om hjerteløber-ordningen her

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.