Udgivet d. 4. februar 2021cola_1200x628.jpg

Det vrimler med modstridende budskaber om overvægt og vægttab. Professor Bjørn Richelsen fra Steno Diabetes Center Aarhus og Aarhus Universitet ser en stribe af dem efter i sømmene.  

Professor og overlæge Bjørn Richelsen har forsket i fedme og ernæring i 30 år. Her er hans svar på ni udbredte påstande om overvægt og vægttab:

 

  1. Spis ikke efter kl. 18, hvis du vil tabe dig.

    – Tidspunktet betyder ikke noget, men det kan være et udmærket råd, hvis det hjælper dig med at nedsætte den totale indtagelse af kalorier.

  2. Minimer indtaget af kulhydrater.

    – Gør det gerne, hvis du bedst kan lide at spise sådan. Det er den totale indtagelse af energi, der afgør om du taber dig – ikke om du spiser mindre kulhydrater, fedt eller proteiner.

  3. Jeg er arveligt disponeret for overvægt og vil ikke kunne tabe mig.

    – Ganske få af de meget svært overvægtige har en meget udtalt genetisk disposition for at udvikle overvægt. Denne mindre gruppe har nok også sværere ved at tabe sig. Ud over disse sjældne tilfælde af svær overvægt, har man i dag ikke nok viden, der gør, at man kan udtale sig entydigt om genetisk disposition for den almindelige overvægt, og ej heller eventuel genetisk disposition for ikke at kunne tabe sig.

  4. Overvægt skyldes lavt stofskifte.

    – Et lavt stofskifte fører ikke til reel fedme – højst et par kg ekstra.

  5. Jeg kan booste min forbrænding med kaffe og smøger.

    – Koffein og nikotin øger forbrændingen lidt, men det er ikke sundt at tabe sig på den måde. Det er mere risikabelt for helbredet at ryge 20 cigaretter om dagen end at være overvægtig.

  6. Det er sundt med 5–10 kg ekstra på sidebenene.

    – Det er en misforståelse, at fedtet skal sidde på sidebenene! Men ekstra fylde på lårene og bagdelen er sundhedsmæssigt o.k.

  7. Det er bedre for helbredet at være kronisk overvægtig end at lade vægten gå op og ned.

    – Det er svært at undersøge, om mennesker med såkaldt yoyovægt har en fysisk helbredsrisiko. Det synes ikke at være tilfældet. Men mange mislykkede forsøg på at tabe sig kan påvirke selvværdet og psyken negativt.

  8. Overvægt hos børn og unge er bare hvalpefedt, som forsvinder med alderen.

    – Det var o.k. i gamle dage, fordi børnene skulle ud og knokle fysisk. I dag bevæger vi os mindre, så overvægt hos børn og unge øger risikoen for akkumuleret overvægt over tid.

  9. Light–sodavand feder lige så meget som almindelig sodavand.

    – Sodavand med kunstige sødemidler medfører ikke i sig selv en vægtstigning. Men fedme er mere udbredt blandt folk, som spiser og drikker light-produkter. Årsagen kan være, at de vænner sig til den søde smag og derfor får generelt mere sødt (sukker og lignende) indenbords.

    Så light-sodavand er ikke årsagen, men synes heller ikke at være løsningen på overvægt. Sluk hellere tørsten i vand, kaffe og te eller lignende.