Udgivet d. 31. januar 2019

Du må gerne slappe af, hvis du har meget ondt i nakken, men lad være med at lægge dig ned og blive liggende i lang tid.

– Ondt i nakken er ikke som et brækket ben. Nakken heler bedst, når den er i bevægelse, fastslår siger David Høyrup Christiansen, som er fysioterapeut, lektor og seniorforsker på Hospitalsenheden Vest i Herning.

Han har været med til at udvikle øvelsesfilm med 3 små effektive øvelser, som du kan bruge, hvis du har ondt i nakken. Med 10 minutters træning hver 2. dag vil de fleste opleve en effekt, lover han.

Det eneste ’redskab’, du skal bruge til øvelserne, er en almindelig stol og en træningselastik.

Nakkeøvelser på 3 niveauer

For at gøre det nemt at gå til er der er 3 niveauer: let, middel og svær.

– Start med den lette øvelse og øg sværhedsgraden, når du fornemmer, at du er klar til det, opfordrer David Høyrup Christiansen og tilføjer:

– Så er det også nemt at gå ned i niveau og komme i gang igen, hvis du holder op med at lave øvelserne. Det sker jo for os alle – selv fysioterapeuter ’glemmer’ at få trænet!

– Hvis du så får ondt i nakken igen, så ved du, hvad du kan gøre, siger David Høyrup Christiansen.

Styrkeøvelser er mere effektivt end stræk

Bryder du dig ikke om at træne nakken, så prøv nogle andre træningsformer med indirekte effekt for nakken. Her anbefaler forskeren styrkeøvelser for kroppen.

– Styrkeøvelser med lidt modstand er mere effektivt end stræk- og udspændingsøvelser, fortæller han.

Derudover gælder det om at holde sig almindeligt aktiv og dyrke motion. Minimum 30 minutter daglig – og gerne mere – bevægelse plus et par gange om ugen, hvor pulsen kommer op, og du får sved på panden.

Det bedste råd, jeg kan give folk med ondt i nakken, er at holde sig i gang. Hold fast i dine daglige aktiviteter og lad være med at sygemelde dig – så bliver din nakke højst sandsynligt hurtigt god igen, slutter David Høyrup Christiansen.

Find øvelsesfilmene her:

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.