Udgivet d. 1. august 2019

Bekymring og hjertebanken kan være tegn på for højt stofskifte.

Der er fuld fart på kroppens funktioner, når stofskiftet er for højt. Mange kan mærke en øget effekt af adrenalin, som er kroppens panikhormon, fortæller overlæge Anne Lene Riis fra Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Horsens.

Typiske symptomer på for højt stofskifte er bl.a.:

  • Bekymring, rastløshed og angst
  • Hjertebanken, rysten på hænderne og indre uro.
  • Øget nervøsitet, opfarenhed og let til tårer.
  • Diarré og løs mave.
  • Hurtigere åndedræt og puls.
  • Vægttab – øget forbrænding af både mad og af kroppens egne depoter af fedt og muskler.
  • Svedtendens.
  • Menstruationsforstyrrelser hos kvinder

For højt stofskifte skyldes især to sygdomme: den autoimmune sygdom Graves, hvor skjoldbruskkirtlen bliver overstimuleret og derfor arbejder på fuld tryk. Eller knoldestruma, hvor skjoldbruskkirtlen vokser og danner knolde, hvoraf en eller flere producerer uhæmmet meget stofskiftehormon.

Det er især yngre voksne, som bliver ramt af Graves sygdom. En ud af tre disse patienter får også øjenproblemer med udstående øjne.

Knoldestruma udvikler sig især hos ældre, hvor stofskiftet kan være lettere forhøjet gennem mange år, inden der kommer symptomer.  

– En blodprøve viser, om man har et forhøjet indhold af stofskiftehormon i blodet. Men man kan godt have lignede symptomer uden at stofskiftet er forhøjet, siger Anne Lene Riis.

Ud over at påvirke patientens helbred og trivsel i det daglige, kan ubehandlede stofskiftelidelser med tiden forårsage andre sygdomme. For højt stofskifte øger risikoen for bl.a. uregelmæssig hjerterytme, hjertesvigt og knogleskørhed.

– Nogle mennesker forestiller sig, at det må være attraktivt at have for højt stofskifte. Men det er ikke tilfældet, pointerer overlægen. For de fleste føles det stressende og belastende.

For højt stofskifte kan behandles på tre måder:

  • Medicin kan nedsætte produktionen af stofskiftehormoner. Graves sygdom går ofte i ro, og mange kan trappe helt ud af behandlingen efter et år.

  • Radioaktivt jod kan med en enkelt dosis få den forvoksede skjoldbruskkirtel til at skrumpe. Behandlingen bruges især ved knoldestruma.

  • Ved en operation kan man fjerne hele eller dele af skjoldbruskkirtlen.

Livet med en stofskiftesygdom

At have en stofskiftesygdom kan have mange ansigter, og det kan ramme både ung og gammel, mænd og kvinder.

Ét er, hvad lægen forklarer dig – og noget andet er, hvordan man selv oplever sygdommen og har det med den.

Stofskifteforeningen har samlet interviews, hvor helt almindelige mennesker fortæller om deres oplevelse med en stofskiftesygdom. Læs dem her.

Kilde: Stofskifteforeningen

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.