Jónas Thor Björnsson havde et aktivt liv, da han blev overmandet af rygsmerter og måtte indstille de fleste af sine aktiviteter. Siden har et intensivt træningsprogram hjulpet ham tilbage på sporet.

Jónas på mountainbike i skoven

Det var en søndag i februar. Som så ofte før havde Jónas Thor Björnsson taget sin mountainbike med ud i Dollerup Bakker ved Viborg. At køre mountainbike er nemlig den 40-årige Jónas Thor Björnssons store passion. Han har trænet på højt niveau i 25 år, og er instruktør for nye cyklister.  

Ruten havde han kørt hundrede gange før, men den søndag gik noget anderledes. En time inde i ruten mærkede han pludselig et voldsomt jag i lænden, der strålede ud i låret. Jónas Thor Björnsson gennemførte, men var bekymret og gik til lægen. De valgte sammen at se tiden an, for rygsmerter har det med at komme og gå. Et halvt år senere var smerterne dog blevet så stærke, at Jónas Thor Björnsson igen opsøgte lægehjælp.  

- Jeg kunne stort set ikke bevæge mig, det gjorde simpelthen så ondt. Der gik konstant jag igennem kroppen, og jeg kunne ikke hverken stå eller gå. Jeg måtte ligge ned det meste af tiden, fortæller han.

Jónas Thor Björnsson blev sendt til MR-scanning, som viste to små diskusprolapser i de nederste lændehvirvler. Kuren var ikke operation, men en henvisning til en fysioterapeut. Han skulle i gang med at træne sin ryg.

- Jeg var simpelthen for slap i korsettet. Min fysioterapeut sammenlignede en diskusprolaps med en burger: Når man klemmer i den ene side, presser man bøffen ud i den anden side, for der er ikke noget modstand. Så jeg fik til opgave at styrke min muskulatur omkring ryggen, så indmaden bliver på plads.

To uger gjorde en forskel

Fysioterapeuten gav Jónas Thor Björnsson tre øvelser, som skal laves hver morgen og aften i 12 minutter. Allerede efter to uger mærkede han en forskel. Smerterne aftog, og han fik en stor del af sin bevægelighed tilbage. Han kunne igen hjælpe til derhjemme hos familien i Viborg, men cykling på højt niveau blev sat på pause. Det var for smertefuldt.

Jónas Thor Björnsson har da også en mistanke om, at skaderne i ryggen skyldes de mange år med mountainbikekørsel.

- Jeg har kørt på en hård cykel uden affjedring, for den kører stærkt og er ret sjov at køre på. Men det giver nogle store stød op gennem ryggen, når man kører over bump, hvis man ikke får løftet kroppen og i øvrigt er utrænet,” siger han.

Set i bakspejlet

I dag træner Jónas Thor Björnsson sin krop alt det, han kan komme til. Udover de daglige rygøvelser går han til TRX, som er velegnet til at styrke ryg og mave. Han går til spinning to gange om ugen og svømmer i den lokale svømmehal. Og for nylig kunne han for første gang siden i sommer sætte sig på en mountainbike igen, ude i Dollerup Bakker. Denne gang på en ny og mindre hård cykel, med fuld affjedring.

Trods intensiv træning og motion er smerterne dog ikke helt væk. Jónas Thor Björnsson vågner næsten hver nat med ondt i ryggen. Men han kan mærke en klar forbedring. 

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.