Det er influenzatid og op imod en million danskere må lægge sig med feber og smerter. De fleste bliver raske igen efter en uge. Men er du over 65 år, overvægtig, gravid og mere end 12 uger henne  eller har du en kronisk sygdom, anbefaler Sundhedsstyrelsen en vaccination. 

Hvad er influenza?

Influenza er en virus, som rammer op imod en million danskere i vintersæsonen. Symptomerne er høj feber over 38 grader, vejrtrækningsbesvær, muskelsmerter og kulderystelser. I de fleste tilfælde går sygdommen over igen efter en uges tid, måske efter et par dage i sengen. Men for nogle kan sygdommen blive alvorlig og kræve indlæggelse på intensiv afdeling. Faktisk dør 1.000-2.000 mennesker hvert år som følge af influenza, fordi de i forvejen har et skrøbeligt helbred. Derfor kan det være en god idé at lade sig vaccinere, hvis man er i risikogruppen. 

Hvem skal lade sig vaccinere?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du lader dig vaccinere, hvis du er over 65 år, hvis du har en kronisk sygdom, hvis du er svært overvægtig med en BMI over 40, eller hvis du er gravid og mere end 12 uger henne.

Jeg er over 65, men jeg føler mig sund og rask. Hvorfor skal jeg lade mig vaccinere?

Dit immunforsvar svækkes med alderen, selv om du ikke mærker noget til det i dagligdagen. Derfor har du ekstra risiko for at blive smittet, og for at sygdommen vil udvikle sig alvorligt.

Jeg har hørt, at bivirkningerne er værre end sygdommen?

Der er bivirkninger ved alle vacciner, men de fleste er harmløse og kan ikke sammenlignes med en alvorlig omgang influenza. Bivirkninger kan være rødme og hævelse det sted, man bliver vaccineret, og ømhed i musklen. Nogle oplever utilpashed og let feber, som forsvinder i løbet af et par dage. I sjældne tilfælde kan der opstå allergiske reaktioner på vaccinen. Snak med din læge og hør, om du har risiko for alvorlige bivirkninger – og læs indlægssedlen, som du får sammen med din vaccination.

Er det ikke bedre, at mit immunforsvar selv bekæmper sygdommen? 

Mange danskere i risikogrupperne fravælger vaccinationen på grund af myter om bivirkninger. De tror, det er mere naturligt, hvis kroppen selv bekæmper virus. Men det kan være farligt. Lider man af hjerte-karsygdom, nedsat lungefunktion, astma, nedsat immunforsvar, diabetes, osv, risikerer man at blive alvorligt syg af influenza.

Hvor meget koster en vaccination? 

Det er gratis fra 1. oktober og frem til årsskiftet, hvis du tilhører en af risikogrupperne, eller hvis du er førtidspensionist. Hvis du er gravid efter 12. uge, hvis du har en immundefekt eller er i kontakt med nogle, der har en immundefekt, er det gratis frem til 1. marts 2017. Du kan godt blive vaccineret uden for perioden, men så er det ikke længere gratis.

Hvordan gør jeg?

Du bestiller en vaccinationstid hos din egen læge, eller du kan holde øje med tilbud i lokalområdet. Du kan f.eks. tjekke din kommunes hjemmeside eller din lokalavis. Hvis du er for svækket til at forlade dit hjem, så tal med din læge om muligheden for at blive vaccineret hjemme. 

 

Kilder: Sundhedsstyrelsen.dk og Statens Seruminstitut

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.