Udgivet d. 29. september 2021

Overlægen: Pas godt på hørelsen – også i fritiden.

  • Pas på støj i fritiden. Støj er det område, hvor du selv kan gøre mest for at passe på din hørelse. I arbejdslivet er der klare regler for støjgrænser, brug af høreværn, skiltning osv., som sikrer mod skadelig støj. I fritiden er det dit eget ansvar.

  • Når musikken spiller. Det kan være en fantastisk oplevelse at høre musik, der kan mærkes i hele kroppen. Men høj musik kan skade din hørelse. Tænk over din afstand til højttalerne og beskyt din hørelse med ørepropper. Billige ørepropper er bedre end ingenting, hvis du kun hører musik en gang imellem. Ellers er det en god idé at investere i nogle gode formstøbte ørepropper.

  • Gør-det-selv-støj. Hobbyhåndværkere er ofte udsat for støj fra larmende værktøj og maskiner. Brug høreværn, når du udfører støjende aktiviteter.

  • På jagt. Støjen fra skud fra jagtgeværer og rifler kan være voldsom og medføre varige høreskader. Brug derfor høreværn, hvis du går på jagt.

  • Styr lydstyrken. På nogle smartphones og lydafspillere kan du selv indstille en maksimal lydstyrke, så du undgår at udsætte dine ører for høje lydniveauer. Andre modeller bruger farver som indikation for lydniveauet. Hold lyden i det grønne område og undgå det røde.

  • Hvil ørerne. Brug af høretelefoner med høj lydstyrke belaster hørelsen. Hold lyden på et behersket niveau og giv dine ører pauser fra lyttebøfferne. Hjælp dine børn med at gøre det samme.

  • Væk med vatpindene. Øret er selvrensende, hvis du lader det være. Ørevoks beskytter øret og dæmper bakterievækst. Lad være med at stikke vatpinde, hårnåle eller andet i øret for at rense det. Du risikerer at lave små ridser, som kan give infektion. Det ydre øre kan du vaske med shampoo eller sæbe og en vaskeklud og smøre med creme, hvis huden er tør. Hvis der er behov for yderligere rensning af øregangen, så kontakt din læge eller en ørelæge.

  • Hold dig sund. En sund livsstil kan forebygge aldersbetinget hørenedsættelse hos ældre. Følg de gængse sundhedsråd om kost, rygning, alkohol og motion.

Kilde: Overlæge Hanne Owen, Høreklinikken på Regionshospitalet i Viborg.

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.

Læs også:

Kontakt ørelægen, hvis du oplever disse symptomer