Publiceret d. 1. juli 2021feriemave.jpg

Mange bliver bidt af skovflåter, men kun et fåtal bliver syge af det. Der er dog nogle symptomer på alvorlige lidelser, som du skal være opmærksom på.

Skovflåten kan overføre infektioner, som gør mennesker syge. Derfor frygter mange af os naturligt nok at komme i nærkontakt med det lille blodsugende bæst, når vi færdes i naturen.

Borrelia er den mest almindelige flåt-overførte sygdom. Risikoen for at blive syg af et flåtbid er dog ikke særlig stor, fortæller Carsten Schade Larsen, som er overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og klinisk lektor på Aarhus Universitet.

– 15% af alle skovflåter har borrelia-bakterier i deres tarmsystem. Men for mennesker er risikoen for at blive inficeret med borrelia efter flåtbid mindre end 2 procent. Så der er mange, som bliver bidt af flåter, men kun et fåtal, som bliver syge, opsummerer han.

Skovflåten spiser 3 blodmåltider i løbet sit liv. Det sker, hver gang den skifter livsstadie – fra larve til nymfe til voksen flåt. Det er især flåter i nymfe-stadiet, som har appetit på vores blod.

– Nymferne måler 1,5-2 mm og er derfor svære at få øje på. Når vi færdes i naturen, sidder de på spring og kan lugte, når der kommer nogen. De kravler gerne et stykke tid på huden, før de bider sig fast – gerne et sted, hvor huden er tynd, og der er varmt og godt at være. Lysken er et populært spisested, men du kan få flåtbid overalt kroppen, forklarer Carsten Schade Larsen.

Vær opmærksom på udslæt

Flåten er en ædedolk, der kan spise op til 2.000 gange sin egen vægt. Den sidder og suger blod og bliver mæt og forkvalmet. Så gylper den lidt, og hvis den har borrelia–bakterier i tarmsystemet, risikerer du at blive smittet. Det tager dog minimum 17 timer at overføre borrelia fra flåt til vært, så hvis du fjerner flåten inden 16 timer, bliver du ikke smittet.

I nogle tilfælde hopper flåten af huden efter måltidet i al ubemærkethed. Men som regel bliver den siddende i et stykke tid. Flåtbid giver altid reaktion – typisk lidt rødmen og hævelse.

– Det er ok og ufarligt. Men kommer der udslæt, som er mere end 5 cm i diameter og breder sig, måske med en ring omkring midten, så skal du kontakte lægen, siger Carsten Schade Larsen.

Borrelia kan behandles med antibiotika

I Danmark er der årligt cirka 5.000 tilfælde af borreliose i første stadie.

Uden behandling kan lidelsen udvikle sig til blandt andet neuroborreliose, som kan give stærke nervesmerter og lammelser i ansigtet. Nogle få får varige mén af sygdommen.

Effektiv vaccine mod TBE

Skovflåter har flere andre sygdomme på samvittigheden.

En af dem er virusinfektionen TBE (Tick Borne Encephalitis), også kaldet centraleuropæisk hjernebetændelse. Den har i årevis været forbundet med flåter i bestemte områder på Bornholm og i Nordsjælland, men forekommer nu også pletvist andre steder i landet.

– Symptomerne kommer 1-2 uger efter, man er blevet smittet, og minder om en sommerinfluenza med feber, hovedpine og muskelsmerter. En tredjedel af de smittede får senere symptomer på hjernebetændelse i centralnervesystemet med taleforstyrrelser, lammelser og kramper, forklarer Carsten Schade Larsen.

TBE sidder i flåtens spytkirtler, så man kan ikke undgå smitte ved at fjerne flåten hurtigt. Til gengæld findes der effektive vacciner mod TBE, som er værd at overveje, hvis du færdes meget i områder, hvor der er risiko for TBE-smitte.

– Generelt er der dog ingen grund til at frygte sygdommen, som kun rammer ganske få, beroliger overlægen.

Skovflåter kan også overføre andre infektioner, fx anaplasmose, som kan give flåtfeber. Det rammer dog sjældent mennesker.

Læs også:

Flåtbid og borrelia – hvad er fup og fakta?

flaat.jpg

Værd at vide om den sæsonaktuelle blodsuger.
Klik dig klogere her

Beskyt dig mod skovflåter

flaat_pincet.jpg

Sådan fjerner du flåter.
Se, hvad du selv kan gøre.

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.