Udgivet d. 29. maj 2019
Nogle har smerter og stort ubehag, mens andre har slidgigt uden at mærke det mindste til sygdommen.
Smerter fra ømme, stive led, der er længe om at blive varmet op. Sådan kan slidgigt føles, men symptomerne varierer meget fra person til person.
– Hos nogle mennesker viser røntgenbilleder, at de har udtalt slidgigt, men de mærker ikke det mindste til sygdommen. Hos andre er slidgigten nærmest usynlig, men giver voldsomme smerter og stort ubehag, fortæller overlæge Michael Kjeldager Tjørnild fra Ortopædkirurgisk Afdeling på Regionshospitalet Randers.
Ud over smerter er de typiske tegn på slidgigt, at et led er hævet og svært bøje og strække. For hofterne kan det være, at man ikke kan gå ned i hugstilling.
Stive led om morgenen
Hvis du har slidgigt, er det ikke sikkert, at tilstanden bliver forværret med tiden. Det samme gælder symptomerne: der kan være stor forskel fra dag til dag, og forløbet kan springe mellem symptomfri perioder og perioder, hvor du mærker meget til sygdommen.
Mange lever med smerter og stive led i årevis og vænner sig til, at leddene er stive om morgenen og skal varmes op for at klare dagligdagens udfordringer. Senere på dagen kan symptomerne komme igen, og det kan nedsætte distancerne og arbejdsopgaverne, som man kan overkomme.
– Hvis du kan holde det ud, er det fint, men hvis du går for meget på kompromis på jobbet og i fritiden, er det dumt at lide, siger Michael Kjeldager Tjørnild, som opfordrer til, at man kontakter sin læge eller en fysioterapeut.
Øvelser og træning hjælper mange med slidgigtsymptomer. En operation, hvor man udskifter det syge led med et kunstigt led – typisk hofte eller knæ – kommer først på tale, hvis de smertefri perioder bliver korte, og det gør ondt, når leddet er i hvile.