Udgivet d. 7. april 2017
Angst for ikke at kunne falde i søvn forstærker søvnproblemer. Bedre søvnvaner kan handle om en adfærdsbehandling, der gør det lettere at falde i søvn. Musik eller anden form afspænding inden sengetid kan også hjælpe nogle. Det samme kan motion i form af en gåtur med eller uden hund - bedst sent på dagen.
Hjælper rådene ikke, bør du kontakte din egen læge.
1. Frygt ikke søvnløshed
Det er ikke unormalt at sove dårligt i en periode. I øvrigt sover man ofte mere, end man selv tror.
2. Løs ikke dagens problemer om natten
Undgå krævende hjemarbejde den sidste time inden sengetid og slap i stedet af med en bog, musik eller lignende.
3. Gå kun i seng, når du er søvnig
Der skal være en slags refleks, så man falder i søvn, når man ligger i sin seng. Brug derfor kun sengen til søvn (og sex).
4. Stå op, hvis du ikke kan falde i søvn
Angsten for ikke at kunne falde i søvn, kan være nok til at holde en vågen. Sengen kan på den måde hindre søvnen, og derfor er det bedst at stå op, når man ikke kan sove.
5. Stå op på samme tidspunkt hver dag. Regelmæssighed fremmer gode søvnvaner
Hjernen har et indre ur på cirka 25 timer, som nulstilles hver dag, når man står op. Stå derfor op på samme tid hver dag ligegyldigt hvor lidt eller meget, du har sovet. Det gælder også i weekender og på fridage.
6. Sov ikke om dagen
Hvis man har problemer med at sove om natten tilrådes det, at man ikke sover om dagen. Hvis det samlede søvnbehov er f.eks. 6 timer, og man sover 2 timer til middag, er der kun 4 timer tilbage til nattesøvnen.
7. Drik ikke kaffe, te eller cola om aftenen
Alle fødevarer med koffein virker opkvikkende og stimulerende. Det gælder også chokolade.
8. Gå ikke sulten eller overmæt i seng
Sult eller overmæthed virker stimulerende og kan forhindre søvnen.
9. Brug ikke alkohol som sovemedicin
Man falder ofte hurtigere i søvn når man har alkohol i blodet, men så længe der er alkohol i kroppen undertrykkes det normale søvnmønster. Det betyder, at søvnen er mere overfladisk med flere opvågninger. Det forringer søvnkvaliteten, hvilket medfører træthed dagen efter.
10. Undgå sovemedicin og stærkt smertestillende (morfin-præparater)
Noget sovemedicin virker mange gange også hele næste dag og meget sovemedicin giver tilvænning. Sovemedicin virker i øvrigt bedre, hvis man tager en tablet af og til fremfor hver aften. Stærkt smertestillende (morfin-præparater) dæmper i øvrigt vejrtrækningen.
Kilde: Søvnklinikken, Regionshospitalet Viborg