Vækkeur

Mange danskere sover dårligt. Det kan gå ud over helbredet og den generelle livskvalitet. Heldigvis kan man gøre noget ved det. 

- Søvnen er essentiel for vores velbefindende og livskvalitet.

Så klart lyder det fra Helle Susanne Bitsch Laursen. Hun er sygeplejerske og forløbskoordinator på Søvn-klinikken på Regionshospitalet Viborg. Her undersøger og behandler de borgere, som har problemer som søvnapnø og andre søvnlidelser.

Borgerne kommer oftest til klinikken med symptomer som:

  • Træthed
  • Snorken
  • Vejrtrækningspauser under søvnen
  • Urolig søvn
  • Hyppige opvågninger
  • Hyppige vandladninger om natten
  • Morgenhovedpine
  • Hukommelses- og koncentrationsbesvær
  • Vanskeligheder ved at falde i søvn
  • Mangel på energi generelt

Et problem for mange

Rigtig mange danskere oplever søvnproblemer af mange forskellige årsager. En del af dem lider af søvnapnø som er den hyppigste søvnsygdom. Søvnapnø betyder vejrtrækningspauser under søvnen, og det giver forringet søvnkvalitet. 

Det er svært at vide, præcist hvor mange danskere, der har søvnapnø, men ifølge Helle Susanne kan tallet være helt oppe på 300.000 danskere. 

- Søvnapnø er en belastning for hjertet, og man kan risikerer at udvikle forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme, blodpropper, sukkersyge og depressioner, hvis man ikke bliver behandlet. Det er vigtigt for mig at sige, at man skal tage søvnproblemer alvorligt for at forebygge sygdomme på længere sigt.  Når man sover godt og har en god og sammenhængende søvn får man derudover mere energi og en bedre livskvalitet, fortæller Helle Susanne.  

Både unge og ældre kan have søvnproblemer

- Når borgere bliver henvist til Søvnklinikkerne i Region Midtjylland for hjælp til en bedre søvn, har de typisk været trætte og har haft symptomer på søvnapnø eller andre søvnsygdomme i lang tid uden at vide, hvad det handler om, fortæller Helle Susanne og fortsætter: 

- Man skal være opmærksom, hvis man er træt, uoplagt om dagen og let døser hen i stillesiddende situationer. Fx når man sidder med en bog eller foran fjernsynet. 

Det er både unge og ældre, der har søvnproblemer. De yngste patienter på klinikken er helt ned til 18-20 år. Flere mænd end kvinder lider af søvnapnø, og der er en stigende tendens med alderen. Overvægt og usund livsstil kan også påvirke søvnen negativt.   

- Det er vigtigt at få indsigt i patientens livs- og helbredssituation som helhed, så vi kan tilrettelægge behandlingen efter, hvad problemet skyldes. Søvnproblemer kan nemlig forårsages af rigtig mange ting, pointerer Helle Susanne.  

Helle Susanne oplyser, at der er rigtig mange ting, man selv har indflydelse på for at skabe bedst mulige betingelser for en god nattesøvn. Typiske eksempler på, hvad der kan påvirke søvnen er:

  • Skifteholdsarbejde og uregelmæssig søvn og døgnrytme
  • Stress, bekymringer, depression, angst og andre psykiske forhold
  • Bivirkninger af lægemidler
  • Hård træning, store måltider, kaffe, te, cola og chokolade før sengetid
  • Alkohol
  • Rygning
  • Stimuli fra fx tv, computere, tablets og smartphones.  
  • Urolige ben om aftenen/natten
  • Overvægt
  • Ydre forhold - fx kvaliteten af madrassen, temperaturen i soveværelset mv. 

Oplever du problemer over længere tid, er det en god idé at kontakte din egen læge.

Den hyppigste søvnundersøgelse bliver foretaget på søvnklinikkerne i Viborg, Silkeborg, Holstebro og Aarhus. De udvidede søvnundersøgelser bliver foretaget på Regionshospitalet Viborg og Aarhus Universitetshospital.

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.

 

Sådan får du hjælp

  • Henvend dig til din læge, hvis du har problemer med søvnen.
  • Lægen spørger ind til dit søvnproblem og symptomer.
  • Lægen henviser til en søvnklinik, som findes på flere på hospitaler i Region Midtjylland.
  • På søvnklinikken ser de på baggrunden for søvnproblemerne: søvnmønster, symptomer og helheden.
  • På Søvnklinikken vil de indkalde dig til en samtale og foretage en søvnundersøgelse.
  • Den hyppigste søvnundersøgelse foretages i eget hjem og foregår ved, at man får et måleapparat med hjem en enkelt nat. Apparatet kan bl.a. teste, hvordan du trækker vejret, ilten, pulsen, snorken, hvordan og hvor meget du bevæger dig under søvn.
  • Der kan foretages flere udvidede søvnundersøgelser (søvnundersøgelser foretages på Regionshospitalet Viborg og Aarhus Universitetshospital). Undersøgelserne kaster lys søvnstadier og søvnkvaliteten. Her har man har mulighed for at afdække de mere sjældne søvnsygdomme.
  • Alt efter diagnosen igangsættes en behandling.
  • Behandlingen for søvnapnø er oftest et CPAP-apparat og en maske.
  • Andre søvnproblemer afhjælpes ved at tilråde at ændre vaner og livsstil.
  • Visses søvnsygdomme kræver medicinsk behandling.

Tilmeld dig Din guide til sundhed

Du kan hver måned få et nyt nummer af Din Guide til Sundhed, hvor du får gode råd om sundhed. 

Tilmeld dig her.