Nedsat sexlyst. Afhængighed af sex. Rejsningsproblemer og for tidlig sædafgang. Smerter ved samleje og orgasmebesvær. Omtrent hver 10. voksne dansker har oplevet en seksuel dysfunktion inden for det seneste år.

– Seksuelle problemer kan have både psykiske, fysiske og sociale årsager. Alder spiller også en rolle, forklarer Xanthi Ntoni Fynbo, som er psykolog og specialist i klinisk sexologi på Sexologisk Enhed på Aarhus Universitetshospital.

Hos unge kan seksuelle vanskeligheder bunde i præstationsangst, mens ældre i højere grad oplever fysiske forandringer – f.eks. forkalkning og diabetes, der kan ramme sexlysten og give kvinder tørhed i skeden og mænd rejsningsbesvær.

– Usunde vaner påvirker også sexlivet. Rygning og alkohol har direkte indflydelse på kroppens seksuelle funktioner, fastslår Xanthi Ntoni Fynbo:

Ikke-rygere oplever kun halvt så hyppigt rejsningsproblemer som rygere og tidligere rygere. Og mænd, som drikker mere end 21 genstande om ugen, har dobbelt så ofte problemer med for tidlig sædafgang og orgasme sammenlignet med mænd, som drikker væsentligt mindre.

Lysten kan ændre sig

Nedsat eller ingen sexlyst er et velkendt fænomen. Det er helt almindeligt, at lysten ændrer sig livet igennem. Træthed, dårlig selvtillid og konflikter i parforholdet er blot nogle af de faktorer, som kan få sexlysten til at falde eller forsvinde helt.

Også sygdom kan påvirke sexlivet. Blandt de lidelser, der kan føre til seksuel mistrivsel, er især diabetes, hjertelungesygdomme, hudsygdomme, kræftsygdomme, gigtsygdomme, lidelser i underlivet og kroniske smerter. 

– Sygdom kan have konsekvenser for kroppens fysiske seksuelle funktioner, men også for intimiteten mellem seksuelle partnere. Det kan føles som et tab og en udfordring oveni sygdommen, siger Xanthi Ntoni Fynbo.

Medicin og andre former for sygdomsbehandling, f.eks. strålebehandling efter kræft, kan påvirke lysten og evnen til at dyrke sex.

Seksuelle problemer kan også handle om kønsidentitet – at man ikke oplever at være af det køn, som man er født med.

– Det er ikke nødvendigvis et problem, men kan være det for nogle, siger Xanthi Ntoni Fynbo.  

Det samme gælder seksuelle afvigelser og tilbøjeligheder – f.eks. at man tænder seksuelt på at blotte sig for andre, på børn eller dyr.

– Her er det naturligvis vigtigt at skelne mellem fantasier og handlinger, som er ulovlige. Men også fantasier kan være plagsomme og kræve behandling, pointerer hun.

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.