seksuelsundhed.jpg

Sex kan påvirke vores sundhed og trivsel positivt. Omvendt kan sygdom og usund livsstil være ødelæggende for seksualiteten.

– Et godt sexliv er ikke bare et ekstra krydderi på tilværelsen – det spiller en vigtig rolle for vores fysiske og mentale sundhed og velvære, fastslår Xanthi Ntoni Fynbo, som er psykolog og specialist i klinisk sexologi på Sexologisk Enhed på Aarhus Universitetshospital.

Sex handler ikke kun om kønsorganer i aktion. Seksualitet er et rummeligt og bredt begreb, der også omfatter nærhed, ømhed og intimitet på andre måder, understreger hun.

Termometer for vores sundhed

I en undersøgelse svarer 9 ud af 10 danskere i alderen 16 til 95 år, at det er vigtigt at have et godt sexliv.

Seksualiteten er en slags termometer for vores sundhedstilstand. Påvirkningen går begge veje: vores sundhed påvirker sexlivet, og seksualiteten præger vores sundhed – på godt og ondt:

– Hvis man f.eks. er syg, stresset eller deprimeret, påvirker det ofte sexlivet negativt. Men man kan også blive stresset eller udvikle en mild depression, hvis sexlivet ikke fungerer optimalt, forklarer psykologen.

På samme måde kan livsstilen spille en dobbelt rolle:

Svær overvægt og usunde ryge– og drikkevaner forringer ofte sexlivet, men seksuel mistrivsel kan også medføre en mere usund levevis.

Omvendt kan den gode seksualitet – det at blive set, rørt ved, knuset, kysset og krammet – afhjælpe smerter og give tryghed, livsmod og styrke til at klare udfordringer som sygdom eller stress.

Kvalitetstid trumfer antallet af gange

Sex får hjernen til at udløse nogle af kroppens egne signalstoffer, der kan give en følelse af velvære, glæde og samhørighed.

– Sex er en gratis energikilde og et godt afslapningsmiddel, som alle kan have brug for, fremhæver Xanthi Ntoni Fynbo og opfordrer til fokusere på kvaliteten fremfor kvantiteten. Det gælder også i sommerferieperioden, hvor der ofte er mere tid til intimitet og nærvær.

– Det, vi mindes, er ikke hvor mange gange, vi havde sex, men hvor dejligt det var. Kvalitetstid handler om god kommunikation, gensidig respekt og accept. Det giver lyst til at lave noget sammen – også sex, siger hun.

– Men sex uden synderlig nærhed kan også være helt o.k. en gang imellem. Det behøver ikke altid at være hele pakken, bemærker hun.

En meningsfuld og berigende del af tilværelsen

Seksuel sundhed er en tilstand, hvor man oplever seksualiteten som en meningsfuld og berigende del af tilværelsen og kan realisere sine seksuelle lyster og behov, alene eller i et ligeværdigt samspil med andre.

Kilde: Vidensråd for Forebyggelse

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.