vaccinationsprogram - infografik -teaser.PNGAlle børn i Danmark tilbydes vaccination mod sygdomme, der kan være livstruende eller give alvorlige følgetilstande. Få et overblik over vaccinationsprogrammet. 

Det kræver 6-8 besøg hos lægen at følge børnevaccinationsprogrammet, som beskytter mod lidelser som difteri, stivkrampe, polio, hjernehindebetændelse, mæslinger, fåresyge, røde hunde – og for piger: HPV, der kan forårsage kræft. 

Vaccinationerne er gratis og følger typisk forløb som det, du kan se i grafikken nederst. 

En vaccination består typisk af svækkede eller døde sygdomsfremkaldende mikroorganismer, som injiceres og aktiverer kroppens immunsystem, så det er beredt, hvis dit barn bliver udsat for smitte. 

Der er ingen vej uden om nålestik, når dit barn skal vaccineres. Nogle vælger at bruge en smule ’tryllecreme’, som kan formindske smerten ved nålestik.

Nogle børn bliver lidt nervøse, når de skal stikkes. Så løber blodet væk fra hovedet, og det kan gøre dem svimle. Det kan undgås, hvis barnet ligger ned under vaccinationen. 

Det er aldrig for sent at blive beskyttet mod sygdommene i vaccinationsprogrammet. Hvis du har misset eller fravalgt en eller flere vaccinationer, skal du kontakte din egen læge, så I sammen kan lægge en ny plan for, hvilke vacciner, der skal gives i hvilken dosis og med hvilket tidsmæssigt mellemrum.

På sundhed.dk kan du logge ind og se en oversigt over dine vaccinationer og selv registrere tidligere vaccinationer, som ikke er blevet registreret. Hvis du har børn, som er født efter maj 2004, kan du også se deres vaccinationer.

Har du spørgsmål til dine egne eller dine børns vaccinationer, skal du tale med din læge.

Kilde: Professor, dr.med. Lars Østergaard, Afdeling for Infektionssygdomme, Aarhus Universitetshospital.

 

Infografik over det danske børnevaccinationsprogram

Grafik: Statens Serum Institut

Her er de sygdomme, som dit barn bliver tilbudt vaccination imod

  • Difteri. En smitsom og livstruende sygdom. Begynder oftest med feber og alvorlig halsbetændelse, som kan medføre kvælning. Difteri-bakterier kan danne et giftstof, der kan sprede sig og give betændelse i andre dele af kroppen. Der har ikke været tilfælde af difteri i Danmark siden 1998, men sygdommen forekommer i mange andre lande. 

  • Stivkrampe. Skyldes en bakterie, som findes i jorden og kan komme ind i kroppen via sår. Bakterien danner et giftstof, der trænger ind i nervesystemet og medfører muskelstivhed og anfald af kramper. I værste fald kan vejrtrækningen stoppe.

  • Kighoste. Skyldes en meget smitsom bakterie. Sygdommen ligner i starten en almindelig forkølelse, men udvikler sig med meget voldsomme og langvarige hosteanfald. Kighoste hos spædbørn kan være livstruende, fordi helt små børn ikke har kræfter til at hoste det seje slim op.

  • Polio. Polio-virus er meget smitsomt. De fleste får ingen eller kun lettere symptomer som feber og hovedpine i nogle dage. Enkelte får alvorlige lammelser, som kan være dødelige. Der har ikke været poliosmitte i Danmark i mange år, men sygdommen findes stadig i andre dele af verden.

  • Hib-bakterien. Kan især hos små børn give alvorlige og potentielt livstruende sygdomme som hjernehindebetændelse og strubelågsbetændelse. Hib-infektioner kan give varige mén som nedsat hørelse og hjerneskade.

  • Pneumokok-sygdom. Kan i alvorlige tilfælde give varige skader som nedsat hørelse og hjerneskade og i sjældne tilfælde dødsfald. Pneumokokker kan også give blodforgiftning og hjernehindebetændelse.

  • Mæslinger. En meget smitsom virussygdom, som typisk begynder med høj feber, forkølelse og et rødplettet udslæt. Mellemørebetændelse og lungebetændelse følger ofte med. I sjældne tilfælde kan der opstå hjernebetændelse, der kan medføre varig hjerneskade og i værste fald dødsfald.

  • Fåresyge. Skyldes en virus, som giver betændelse og hævelse i spytkirtlerne, let feber og utilpashed. Nogle smittede kan få en mildere hjernehindebetændelse, og enkelte børn bliver døve på det ene øre. Hos drenge i og efter puberteten kan fåresyge give betændelse i testiklerne, hvilket kan medføre nedsat fertilitet og risiko for barnløshed.

  • Røde hunde. En mild virussygdom med forkølelse, let feber og udslæt hos børn. Vaccination mod røde hunde skal først og fremmest forhindre, at piger vokser op uden at være immune og derfor kan smittes, når de bliver gravide. Kvinder risikerer nemlig at føde børn med misdannelser, hvis de får røde hunde i første halvdel af graviditeten.

  • Livmoderhalskræft. Skyldes bestemte typer af human papillomavirus, også kaldet HPV, som smitter ved seksuel kontakt. HPV-infektion er meget almindelig – især blandt unge. De fleste har ikke symptomer af infektionen, som ofte forsvinder af sig selv. Hos nogle bliver virusinfektionen dog kronisk og kan føre til celleforandringer på livmoderhalsen, som senere kan udvikle sig til kræft.

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.