Publiceret d. 2. august 2021arbejdsmiljo_kvinde_m_stress_1200x628.jpg

Se, hvilke signaler, du skal være opmærksom på, hvis du eller en kollega lider under et dårligt arbejdsmiljø.

Fysisk dårligt arbejdsmiljø er ofte målbart og til at se, høre, lugte eller mærke - fx i form af dårlige arbejdsstillinger, larm eller ringe ventilation.

Et dårlig psykisk arbejdsmiljø er mere kompleks størrelse. Det lækreste lokale med appetitlige frugtfade kan være et helvede at befinde sig i, hvis det psykiske arbejdsmiljø halter.

Her er 10 tegn på psykisk mistrivsel på jobbet, som du kan være opmærksom på – hos dig selv og hos dine kolleger:

  1. Flere sygemeldinger – både drypvise og langvarige.

  2. Tavshed og indadvendthed. Manglende lyst til at være sammen med andre mennesker.

  3. Mere brok. ’Alt’ er galt og bliver kommenteret i negative vendinger.

  4. Humørforandringer – er du mere kortluntet, irritabel, grådlabil og mere vred end sædvanligt? Er humoren forsvundet?

  5. Hukommelses- og koncentrationsbesvær. Det er sværere at tænke klart og træffe beslutninger.

  6. Flere fejl. Der bliver begået flere fejl i arbejdet end sædvanligt.

  7. Fysiske symptomer: Fx galoperende hjerte, hovedpine, muskelspændinger, ondt i maven, træthed og trykken for brystet.

  8. Søvnproblemer. Det er svært at falde i søvn, når det er sengetid. Måske vågner du i løbet af natten og kan ikke falde i søvn igen.

  9. Anspændthed. Du har svært ved at slappe af - også når du har fri.

  10. Manglende energi. Det er svært at overkomme det, som du er vant til.

– Vær opmærksom og støttende i forhold til kolleger, som viser tegn på mistrivsel og fx dropper kaffepausen, undgår øjenkontakt eller virker mere irritable. Tilbyd din hjælp. Hvis du føler berøringsangst, kan du inddrage din arbejdsmiljørepræsentant, råder arbejdspsykolog David Glasscock fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning og Aarhus Universitet.

Den lokale arbejdsmiljørepræsentant skal være med til at forebygge dårligt arbejdsmiljø. Er der ingen tillidsvalgte på din arbejdsplads, kan du gå direkte til din leder. Hvis du er medlem af en fagforening, kan du få rådgivning der.

Læs også:

Sådan forebygger I problemer med det psykiske arbejdsmiljø

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'. Er du ikke tilmeldt, kan du gøre det her.