Indstillet:
Grethe Blichfeldt og Helena Wilkens
Idrætskirurgisk afsnit, Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg

Kort beskrivelse af løsningen:
Dagkirurgisk afsnit, Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg, har udviklet og implementeret en webbaseret app (OPAPP), der indeholder informationsmateriale til idrætskirurgiske patienter, som skal opereres.

Baggrunden for projektet er, at forløbskoordinatoren og sygeplejersken i opvågningen oplevede mange unødige opkald til forløbskoordinatoren med spørgsmål, som kunne være afklaret, hvis patienterne havde læst de pjecer, der blev udleveret som forberedelse til operation.

Flere af de unge patienter mødte op til operation ikke fastende, og operationen måtte dermed aflyses. Dette er uhensigtsmæssigt både for patient og afdeling.

Det blev i opvågningen observeret, at mange unge brugte smartphones, så snart de var vågne. Især for den store gruppe af unge patienter er information i papirudgave ikke længere attraktivt som informations kilde, da de opsøger informationer online.

Med app'en har patienterne nemt adgang til relevante informationer, når de skal opereres i idrætskirurgisk regi i Center for Planlagt Kirurgi og kan dermed møde velforberedte til operationen og rehabiliteringen.