Indstillet:
Martin Rostgaard-Knudsen, afdelingslæge og Stine Rasmussen, specialkonsulent, Regionshospitalet Randers

Kort beskrivelse af løsningen:
Med et ønske om at gøre operationsforløbene på operationsafsnittet endnu bedre for patienter og personale har Regionshospitalet Randers igangsat det tværorganisatoriske forbedringsprojekt Det gode OP-forløb – et forbedringsprojekt for alle.

Projektet skal skabe mere sammenhængende patientforløb uden unødig ventetid og samtidig øge både patientsikkerheden og medarbejdertrivslen. Projektet har først afdækket eksisterende arbejdsgange og identificeret, hvilke flaskehalse personalet oplever. På baggrund heraf har der været systematisk indsamlet data på alle kirurgiske indgreb og anæstesier foretaget over en fire ugers periode på operationsgangen. På baggrund af dataindsamlingen og input fra nøglepersoner og ildsjæle er der nedsat fire faglige spor, som er sammensat af et bredt udsnit af medarbejderrepræsentanter fra de forskellige faggrupper, specialer, funktioner og afsnit med relation til operationsforløbene.

Ligeledes er afsnitsledelsen og afdelingsledelsen repræsenteret i alle spor:

1) Registreringspraksis
2) Klarmeldingsproceduren
3) Prioritering af OP-kapacitet og
4) Teamsamarbejde

"Det gode OP-forløb" er pt. i fuld gang med at afprøve sporenes forslag til forbedringer, og har konkret afprøvet en ny struktur for "Det gode teamsamarbejde" med positive resultater som følge. Projektet løber over de næste år. I denne periode er forventningen at der løbende vil blive implementeret gennemprøvede forbedringstiltag udarbejdet i samarbejde mellem medarbejdere samt relevante afdelingsledelser.

Det gode OP-forløb ønsker at skabe værdi for borgeren. Forbedringsprojektet har som mål, at skabe sammenhængende patientforløb uden unødig ventetid (ikke-faglig begrundet ventetid) samt øget patientsikkerhed. Patienternes oplevelse inddrages derfor løbende i forhold til forbedringstiltagene, så forbedringerne udvikles i samarbejde med og til gavn for patienterne.