Indstillet:
Rikke Mossin, Operation og Intensiv, Regionshospitalet Randers

Kort beskrivelse af løsningen:
I hverdagen findes talrige eksempler på situationer, hvor læger og sygeplejersker skal samarbejde tværfagligt såvel som monofagligt. De står konstant i situationer, hvor læringspotentialet er enormt, hvis blot muligheden for konstruktiv kommunikation mellem de involverede parter er tilstede.

Et postulat er, at kvaliteten af patientbehandlingen samt patientsikkerheden er afhængig af, at samarbejdet (herunder kommunikationen) mellem de involverede parter fungerer.

Feedback-Interkollegial handler om at skabe en kultur, som indebærer, at alle som en naturlig del af deres arbejde med nysgerrighed og med respekt for hinanden udforsker hverdagens store som små kliniske handlinger og situationer. Dette gøres, fordi alle forstår, hvad en god feedback betyder for læring, vidensdeling, arbejdsmiljø og ikke mindst for patientbehandlingen.

Patienten oplever et personale, som er engagerede, og som kommunikerer med hinanden med nysgerrighed og respekt ift. til den opgave, der skal udføres med det sigte hele tiden at gøre det bedste for at sikre den bedste patientbehandling. Dette engagement og denne faglighed vil smitte af på patienten og gøre vedkommende tryg i situationen og dermed bedre patientoplevelsen.