Indstillet:
Udviklingsgruppen v. formand Lone Neumann, Regionshospitalet Randers

Kort beskrivelse af løsningen:
Ultimo 2017 og primo 2018 har der på Regionshospitalet Randers været afholdt kompetenceudviklingsforløb for ledere og medarbejdere. Med kompetenceudviklingsforløbene er der opstået ideer og igangsat udviklingsinitiativer i alle afdelinger på hospitalet.

I kompetenceudviklingsforløbene er forbedring og innovation blevet sammenkoblet, og fokus har været på proces, arbejdsgange og organisering i relation til patientforløb. Klinikerne er gennem kompetenceforløbene uddannet i praksis, forstået således, at de i forløbet har arbejdet med konkrete processer fra deres hverdag.

Al undervisning var tilrettelagt omkring omsættelige metoder, der blev afprøvet i et iterativt flow. Kompetenceudviklingsforløbene viste, at der gennem dialog, dygtighed og dristighed kunne optages ny viden samtidig med, at der kunne handles på denne nye viden og skabes en kulturændring.

Med kompetenceforløbene og kulturændringen sikres et tværgående fokus på en lang række udviklingstiltag til gavn for patienterne. I forløbene er der blevet reflekteret over og justeret på perspektivet på klinisk og administrativt arbejde. Patientinvolverende tiltag er styrkede og forstærkede med samtlige projekter, der er opståede og (videre-) udviklede i regi af kompetenceudviklingsforløbene.