Indstillet:
Andi Eie Albertsen (og resten af Atrieflimren-teamet), Hjertesygdomme, Regionshospitalet Viborg

Kort beskrivelse af løsningen:
121.000 danskere har atrieflimren, der hyppigt fører til akutte indlæggelser på landets medicinske afdelinger. Målet med initiativet er at gøre atrieflimren til en planlagt og ambulant sygdom fremfor en akut sygdom, der kræver indlæggelse.

Patienter med atrieflimren bliver ofte indlagt akut til elektrisk konvertering af hjerterytmen (DC-konvertering). En ny struktur på hospitalet sikrer, at alle patienter, der meldes via hospitalsvisitationen med atrieflimren stilles direkte videre til Atrieflimren-klinikken. Her er et ekspertteam af både læger og sygeplejersker klar til at planlægge den bedst mulige behandling for den pågældende patient. Ofte vælges et ambulant forløb fremfor en indlæggelse.

En god samarbejdsaftale med Anæstesi-afdelingen sikrer et ambulant tilbud, hvor patienterne kan tilbydes bedøvelse og DC-konvertering alle hverdage kl. 12:30. Det betyder bl.a., at behandlingen kan planlægges, ligesom en anden fordel er, at patienter kan spise morgenmad kl. 6:30 hjemmefra og så møde fastende til behandling samme dag. Det nye initiativ har medført en halvering af antallet af akutte DC-konverteringer ligesom det totale antal DC-konverteringer er reduceret med 20%.

Løsningen giver bl.a. en bedre selektering af patienter, der forventes at have gavn af DC-konvertering, og desuden mindre ventetid for patienterne, da alt er planlagt.