Indstillet:
Berit Nedergaard, Røntgen og Skanning, Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg

Kort beskrivelse af løsningen:
Patienter kommer flere gange om ugen til UL-vejledt grovnålsbiopsitagning (f.eks. fra leveren til diagnostik) på Røntgen og Skanning i Silkeborg. Patienterne kommer ind ambulant til dette, og de kan så blive udskrevet samme dag. Udskrivning kan dog først ske efter en tid sengeleje og kontrol på afdelingen, hvorefter patient kommer tilbage til Røntgen og Skanning for en kontrolskanning mht. evt. blødning (mindst 4 timer efter biopsi). Hvis der ikke er blødning, kan de gå hjem.

Indtil nu er biopsitiderne planlagt kl. 11, så afdelingen kan gøre patienter klar med seng, tøj og blodprøver. De fleste gange kan patienten ikke være tilbage inden kl. 15, hvilket betyder, at kontrolskanningen skal ske i vagten, og dette kan medføre yderligere ventetid. Så kan det være, at de først kan være hjemme om aftenen efter en del ventetid.

Vores dygtige UL-sygeplejerske har dog i samråd med bioanalytikerne og sengeafdelingen fundet frem til, at hvis patienter kan få taget blodprøver til morgenrunden på afdelingen, kan der foreligge (haste)svar kl. 9:30. Biopsi kan så udføres kl. 10, kontrolskanning inden kl. 15, og patienten kan være hjemme i eftermiddag efter et meget mere smidigt og effektivt forløb.

Med den nye løsning, kan ressourcerne på både Røntgen og Skanning, sengeafdelingen og laboratoriet blive brugt så effektivt som muligt, da hele processen kører bedre og hurtigere.