Indstillet:
Mette Irene Hougaard Villadsen, Sydelle Marie Holmgaard og Lene Søby, Specialområde Kommunikation og Handicap

Kort beskrivelse af løsningen:
"Kommunikation for Livet" er et brobygningstilbud, som faciliterer overgangen fra den kommunikative rehabilitering til borgerens mestring af hverdagen og livet med afasi.

Mange kommuner oplever, at det kan være vanskeligt at sikre tilbud til personer med afasi, hvor de aktivt kan deltage, trods deres afasi, og hvor de kan fastholde de kommunikative færdigheder, de har lært igennem deres rehabilitering.

Kommunikation for Livet er et koncept, hvor frivillige oplæres af Specialområde Kommunikation og Handicaps (IKH) personale til at kunne lede samtalegrupper, hvor fokus er at lade borgeren komme til orde for at vedligeholde deres kommunikationsevner.

Idéen bag tilbuddet er at bruge frivillige til at drive samtalegrupper for personer med afasi. De frivillige underviser ikke, men bliver undervist i at bruge et koncept udviklet af logopæder på IKH for at sikre samtaler med relevans og mening.

Målet med grupperne er, at deltagerne træner og vedligeholder det de har lært i rehabiliteringen og derved forhåbentlig undgår at blive henvist til et logopædforløb igen.

De frivillige anvender bl.a. SCA-metoden og redskaber til at skabe rammer for samtaler, som giver personer med afasi mulighed for at deltage aktivt – trods afasien, og fastholde de kommunikative færdigheder, de har lært gennem deres rehabilitering. 

Samtalegrupperne har en positiv indflydelse på både livskvalitet og kommunikativ formåen hos mennesker med afasi. Deltagelse i samtalegrupperne modvirker kendte risikofaktorer som social isolation og ensomhed, ligesom de kommunikative kompetencer, der er opnået i rehabiliteringsforløbet, vedligeholdes og videreudvikles.