Indstillet:
Regional udvikling, kultur- og turismeteamet (Mikkel Ottow)

Kort beskrivelse af løsningen:
Kor for lungesyge, dans med Parkinson, musik i sundhedsvæsnet og læsegrupper for psykisk sårbare. Det er alle kulturaktiviteter, der er en del af Regional Udviklings indsats for at støtte og udvikle kulturelle aktiviteter, der har et mere eller mindre sundhedsmæssigt potentiale.

Målet er bl.a. at skabe mere lighed i sundhed ved at skabe mere lighed i kulturadgang. Flagskibsprojektet Tid til læsning er et samarbejde mellem Regional udvikling, Aarhus Universitet og biblioteker og sundhedskonsulenter i fem midtjyske kommuner. Projektet tager udgangspunkt i læsegruppemetoden guidet fælleslæsning, der er højtlæsning og samtale omkring skønlitteratur for mindre grupper. Metoden har vist sig særlig effektfuld og attraktiv for borgere med psykisk sårbarhed og ensomhed. I de medvirkende kommuner kan sundheds-, social- og arbejdsmarkedsmedarbejdere nu henvise borgere til guidet fælleslæsning som et evidensbaseret kulturelt sundhedstilbud. Som en knopskydning på projektet er metoden afprøvet på de regionale bosteder indenfor socialpsykiatrien, og efter gode resultater arbejder man nu på en permanent forankring i samarbejde med lokale biblioteker.

Derudover har regional udvikling bl.a. støttet lungeforeningen i at etablere otte nye lungekor i regionen særligt målrettet mennesker med KOL eller lignende lungesygdomme.