Indstillet: 
Vibe Møller, Rebecca Sole, Sandra Bäulich og Vibeke Duedahl, Medicinsk Sengeafsnit 2, Regionshospitalet Horsens

Kort beskrivelse af løsningen:
På sengeafsnittet er der blevet arbejdet med ændret arbejdstider. Før mødte alle medarbejdere i dagvagten ind kl. 7-15. Det gav kaos i starten af vagten, da alle medarbejdere skulle fordeles til stuer eller patienter. Det kunne give anledning til diskussioner og utilfredshed. De studerende mødte også op på dette tidspunkt, dvs. at der var rigtig mange mennesker på samme tid, og det kunne være vanskeligt at få et overblik.

Nu møder alle kl. 7.15 bortset fra en koordinator og en medarbejder til at tage klokkerne, som møder kl. 7. Det betyder, at koordinatoren har ro til at modtage evt. beskeder fra nattevagten og planlægge dagen. Når alle andre møder kl. 7.15, har koordinatoren fordelt alle patienterne til medarbejderne og giver dem besked om det. Derved er det afgjort, og der er ikke tvivl om hvem skal være hvor.

Nu kan man koncentrere sig om at læse op på patienten og planlægge sin dag. De studerende møder stadig kl. 7 sammen med en klinisk vejleder. En anden fordel er, at løsningen har frigjort ressourcer til at få en ekstra medarbejder om lørdagen. I weekenderne går normeringen ned, selvom antallet af patienter ofte er den samme som i hverdagene. Lørdagen er ofte præget af travlhed og efterslæb fra fredagen som er en rigtig travl vagt.