Indstillet:
Barbara Dyrmose  og Helle Chelu Vesterager, Medicinsk Sengeafsnit 1, Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Horsens

Kort beskrivelse af løsningen:
Medicinsk Sengeafsnit 1 er en stor afdeling med to specialer, gastroenterologi og lungemedicin foruden interne medicinske patienter. Der er høj aktivitet med fokus på faglig kvalitet og sammenhæng i patientforløbet samt forebyggelse af genindlæggelser. Det stiller store krav til sygeplejerskernes kompetenceniveau.

Nyansatte sygeplejersker er ofte nyuddannede. Og afdelingen oplever som andre medicinske afdelinger udfordringer med rekruttering og fastholdelse. For at imødekomme disse udfordringer har afsnittet oprettet to-årige oplæringsstillinger, hvor målgruppen er nyuddannede sygeplejersker med max. et års erfaring som sygeplejerske.

Formålet med oprettelse af uddannelsesstillinger i lunge- og gastroenterologisk sygepleje er at sikre et højt fagligt niveau, at sygeplejersken bliver fortrolig med arbejdsgange og funktioner i hele patientforløbet, at give nyuddannede sygeplejersker mulighed for at gennemføre et struktureret uddannelsesforløb, at styrke et inkluderende læringsmiljø samt sikre afsnittet som en attraktivt arbejdsplads for alle medarbejdere.

Uddannelsesforløbet består af syv moduler og foregår med forankring i daglig praksis. I forløbet indgår generel introduktion til afsnittet, oplæring i det lungemedicinske og gastroenterologiske speciale under indlæggelse, deltagelse i patienternes undersøgelsesprogrammer, deltagelse i det ambulante forløb og i afsnittets tilbud om 'Følge Hjem', udvikling indenfor sygeplejefeltet samt oplæring af nye kollegaer. Modulerne påbegyndes med en forventningssamtale og afsluttes med en læringssamtale. Medvirkende i samtaler er den introduktions- og oplæringsansvarlige sygeplejerske og de øvrige involverede i modulet såsom specialansvarlig sygeplejerske og/eller ambulatorie-sygeplejerske. Afdelingssygeplejeren deltager i 3 af samtalerne. I det sidste modul er sygeplejersken i oplæringsstilling mentor for en ny kollega i oplæring.

Som ansat i oplæringsstilling indgår sygeplejersken i afsnittets normering og deltager på lige fod med kollegaer i vagtdækning. I forløbet deltager sygeplejersken i Medicinsk Afdelings uddannelsestilbud: Afdelingsledelsens introdag: Professionel Adfærd i Medicinsk Afdeling, Træningsdag for nyansatte, Klinisk Undervisning indenfor de medicinske specialer, kursus i evidensbaseret sygeplejepraksis, supervision for nyansatte og MUS-samtaler.