Indstillet:
Randi Dahl Kristensen og Conny Henneberg, Center for Kompetenceudvikling, Koncern HR

Kort beskrivelse af løsningen:
Den Sundhedsfaglige Coachuddannelse er målrettet sundhedsprofessionelle, der ønsker at tilføje deres samtalepraksis en ny dimension og arbejde målrettet med coaching som en del af den professionelle praksis. Målgruppen er alle, som har samtaler med patienter og borgere. Deltagerne på uddannelsen udvikler tænke- og handleværktøjer på et systemisk, anerkendende og coachende grundlag – og træner færdighederne i praksis som en del af uddannelsen.

Uddannelsen løber over otte måneder med 6 moduler á 2 dage. Den er akkrediteret ved EMCC (European Mentoring & Coaching Council) og er den eneste coachuddannelse i Danmark direkte målrettet sundhedssektoren. Siden uddannelsens start i 2011 har 50 læger, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter, diætister, jordemødre, socialrådgivere, ledere, koordinatorer, vejledere m.fl. gennemført og bestået den afsluttende eksamen.

Den Sundhedsfaglige Coachuddannelse understøtter målet om behandling på patientens præmisser. Sundhedsprofessionelle lærer at kommunikere med afsæt i patientens/borgerens perspektiv og dennes ressourcer, således at patienten inddrages i egen behandling.