Overlæge Thomas Decker Christensen fortæller her om løsningen, der samler alle oplysninger om de mange typer blodfortyndende medicin, der bruges på danske sygehuse. Thomas Decker Christensen arbejder i Hjerte-, Lunge-, Karkirurgisk Afdeling T på Aarhus Universitetshospital:

Rigtig mange mennesker får blodfortyndende medicin af den ene eller den anden slags. Når disse mennesker skal opereres og fx have et ny knæ eller en ny hofte, så er det vigtigt, at de holder en pause med medicinen på grund af risikoen for blødning.

Men fordi der bruges så mange forskellige typer af denne medicin, er det som kliniker meget svært og tidskrævende at danne sig et overblik og indhente viden om den specifikke type. Derfor fik jeg idéen til at lave en applikation, som samler alle oplysninger om de forskellige produkter og de specifikke retningslinjer, som knyttet sig til hvert enkelt produkt. 

Det gør det nemt og enkelt for klinikeren at klikke sig frem til de korrekte oplysninger, som fortæller hvor lang tid før en operation patienten skal stoppe med at tage medicinen, og hvordan man skal trappe op igen. Det sparer tid for klinikeren og giver øget patientsikkerhed. Applikationen ligger lige nu påDansk Selskab for Trombose og Hæmostase's (DSTH) hjemmeside, men vil inden længe kunne hentes i App-store.

 

Kan idéen overføres til andre hospitaler/specialer?

Ja, den bruges over hele landet.