24-10-2017

Regionshospitalet Randers bruger chatten i it-systemet Klinisk Logistik til at låne ressourcer fra hinanden. Så skal de ikke til at ringe rundt og sparer derved tid og undgår at forstyrre unødigt. Det er effektivt.

Hospitalet har konceptet 'Hjælp på tværs', som betyder, at en presset afdeling kan spørge efter et par ekstra hænder i nogle timer fra andre afdelinger på hospitalet - man kan låne hos hinanden.

Hjælper hinanden uden at forstyrre

- Chat-funktionen er et godt værktøj til hurtigt at gøre det synligt, hvis nogen har brug for ekstra hjælp. Beskeden står og blinker på storskærmen, så både klinikere og sekretærer får hurtigt øje på beskederne, siger Anisette Christiansen Høgenhaven, afdelingssygeplejerske, Intensiv terapi afsnit, Regionshospitalet Randers.

- Chatten kan hjælpe os med at sikre og skaffe ressourcer i de enkelte vagter, hvis bemanding og behov ikke matcher hinanden. Det kan både være i tilfælde af sygdom, men også ved overbelægning eller høj plejetyngde, siger hun.

- Vi skal ikke til at ringe rundt til flere afdelinger for at se, om der er hjælp at hente. Derved undgår vi alt for mange forstyrrelser i det enkelte afsnit. Samtidig er der måske hjælp at hente fra et afsnit, man ikke lige havde forudset at kunne få hjælp fra. Alle har Klinisk Logistik, siger Anisette Christiansen Høgenhaven.

 

It-løsningen Klinisk Logistik anvendes af mere end 17.000 medarbejdere i Region Midtjylland og udvikles løbende med nye funktionaliteter og integrationer til andre systemer.


Opret en kommentar

ReCAPTCHA ikke løst
Ingen kommentarer
{{comment.PostTitle}}
{{comment.PostDate.substr(0,5)}} kl. {{comment.PostDate.substr(6,11)}} af {{comment.PosterName}}


Revideret 15-11-2018 af Anne Charlotte Abildgaard