04-04-2018

På Medicinsk Endokrinologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital har en software-robot overført 124.000 scanningsbilleder på 275 timer. Det ville have taget fem mand 50 uger.

Region Midtjyllands it-afdeling og hospitalerne har taget hul på anvendelse af software-robotter. På Medicinsk Endokrinologisk afdeling, Aarhus Universitetshospital, stod man overfor en stor opgave med at flytte 124.000 scanningsbilleder ind i et it-system forud for indflytning i det nye byggeri i Skejby. 

- Der var 124.000 scanningsfiler i de fem databaser. Det tog 275 timer at sende dem via robotten. Det ville have taget omkring 50 uger for fem personer, siger Jakob Egevang Jørgensen, som er ansat på Aarhus Universitetshospital til at udvikle software-robotter.

Scanningsbillederne er fra afdelingens fem DXA-scannere, som kan scanne knoglemineraler ved behandling af knogleskørhed.

Kort udviklingstid og stort udbytte

- Vi får henvendelser fra alle slags afdelinger. De indmeldte processer prioriterer vi blandt andet ud fra tidsbesparelse og hvorvidt softwarerobotten også vil kunne afhjælpe andre hospitalsenheder i regionen, siger Runa Dixen Schaumann, konsulent, Sundheds-it, Aarhus Universitetshospital.

- Der er ingen tvivl om, at det er denne vej, det går. Medarbejderne kan slippe af med træls repeterbare opgaver og copy-paste-arbejde og bruge tiden bedre. Vi har kun lige kradset i overfladen, og  potentialet er kæmpestort. Udviklingstiden er kort og udbyttet er stort, siger Runa Dixen Schaumann. 

Skal bruges til standardbestillinger

Regionens it-afdeling vil i første omgang bruge teknologien til bestillingsopgaver fra brugerne, såsom bestilling af Office-pakker. 

- Men på sigt kunne vi godt tænke os at tilbyde RPA-as-a-service, siger Jesper Lund Hansen, leder af Service Desk, it-afdelingen.

It-afdelingen og hospitalernes sundheds-it-afdelinger har organiseret en erfagruppe, hvor de udveksler erfaringer og deler viden om brug af software-robotterne.

DXA-scanner og pc i nye lokaler i Skejby.


Opret en kommentar

ReCAPTCHA ikke løst
Ingen kommentarer
{{comment.PostTitle}}
{{comment.PostDate.substr(0,5)}} af {{comment.PosterName}}


Revideret 14-12-2018 af Anne Charlotte Abildgaard