Region Midtjylland har et korps af erfarne konsulenter til ledersparring placeret i Koncern HR, Udvikling. Korpset tilbyder individuel sparring til alle ledere i regionen.

Hvad er sparring i Region Midtjylland?

I Region Midtjylland ser vi sparring som en struktureret samtale-, feedback- og støtteproces, som hjælper dig til at nå dine mål og udvikle dine kompetencer.


Sparringen tager udgangspunkt i arbejdsrelaterede emner og retter sig mod dig, der, som leder, står i situationer eller dilemmaer, der kræver nye vinkler og perspektiver eller særlig støtte og vejledning.


Typisk vil en samtale undersøge og afklare, hvad problemet består i, set fra forskellige positioner og perspektiver. Samtalen vil undersøge, hvad du ønsker at opnå og indkredse alternative muligheder, ideer, vinkler eller forhindringer i dit ledelsesarbejde.


Derudover vil du blive opmuntret til at identificere muligheder og ikke-muligheder, til at finde konkrete veje, der fremmer selvtillid og selvværd, og støtte opstilling af konkrete handlingsplaner. Endelig vil samtalen motivere dig til proaktiv handling.

Etik og tavshedspligt

Den enkelte konsulent vil behandle dig med værdighed og respekt og optræde som en ”ven på vejen”. Der opretholdes tavshedspligt og fortrolighed, medmindre andet er aftalt med dig, eller er påkrævet ved lov.